The Covenant (2023)

Guy Ritchie har lavet en meget uritchiesk film, og det klæder ham gevaldigt ikke at lege Storbritanniens svar på Tarantino. Denne gang handler det ikke om Soho-gangstere, men nutidige skæbner i Afghanistan efter amerikanernes ukoordinerede tilbagetrækning, og her er der ingen smarte flashbacks i slowmotion.

Og gud, hvor det klæder Ritchie.

Det er en rigtig god film. Jeg vil endda kalde den fremragende og kan forestille mig, at der er en del nomineringer i vente til både Guy Ritchie, Jake Gyllenhaal og danske Dar Salim, som er ved at gå Mads Mikkelsen i bedene. Han stjæler i høj grad rampelyset fra Gyllenhaal og bliver rost til skyerne af de udenlandske kritikere. Jeg er helt enig. Han er til den store guldmedalje (eller Oscar), og jeg spår ham en lysende karriere hinsides dammen. Vi har allerede set ham i Game of Thrones og Ridley Scotts Moses-film, men her er han i forreste række, hvor han tydeligvis hører hjemme. 

Nå, til handlingen: Den egenrådige Ahmed (Salim) er tolk for de amerikanske besættelsesstyrker, og i filmen arbejder han (ikke uden problemer) sammen med sergent John Kinley (Gyllenhaal). På en mission til en fjendtlig bombefabrik bliver hele delingen udslettet, og kun Ahmed og Kinley undslipper og kommer ud på en langvarig odyssé gennem uvejsomt terræn, skarpt forfulgt af talibanere. Da Kinley bliver hårdt såret, bærer og slæber Ahmed ham videre. Mod alle odds lykkes det ham at nå hjem til basen, hvor den hårdt sårede makker kommer under lægebehandling og senere hjemsendes. Så vidt, så godt.

Men så trækker amerikanerne sig ud, og langtfra alle tolkene og deres familier kommer med (300 af dem blev myrdet, og 3000 gemmer sig stadig for Taliban). Da Kinley hører, at Ahmed er blevet efterladt, forsøger han forgæves at få de amerikanske myndigheder til at undsætte ham, og til sidst beslutter han at tage tilbage og selv gøre det …

Ud over fantastisk skuespil byder “The Covenant” på en fremragende historie, flot cinematografi samt dyb indsigt i menneskelige lidelser og konsekvensen af svig og ansvarsforflygtigelse.

Kan ses på Prime, som efterhånden er min foretrukne streamingtjeneste.