Stephen Frears' spillefilmsdebut er tænkt som en kærlig spoof på den hårdkogte noir-tradition, men ender i et mærkeligt ingenmandsland: halvt parodi, halvt alvor, uden at nogen af delene lykkes. De første 15 minutter ligner satire. Derefter virker filmen, som om den mener hvert eneste kliché alvorligt. Resultatet er træt og klodset.

Historien foregår i Liverpool med et sidespring til London. Albert Finney spiller en bingovært og mislykket komiker, der har læst for mange pulp-bøger og beslutter at blive privatdetektiv à la Marlowe. Hans standup-intro er smertefuldt uforløst, men filmen insisterer på, at han er et stort talent med en lys fremtid. Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er at historien med vilje er gjort kikset som et spejlbillede af hovedpersonens uduelighed, men helt ærligt: Det fungerer ikke. Finneys første “opgave” er grotesk: en anonym mand i et mørkt rum giver ham kontanter, en pistol og et navn – angiveligt til et lejemord. Ingen forklaring, ingen logik.

Plottet eskalerer derefter i retning af det uoverskuelige: femme fatale, mord (heroinoverdosis), internationalt våbensmugleri, lig der dukker op i hotelværelser, kvindelig bogorm, der postuleres sexet uden briller. Hele noir-arsenalet rulles ud, men intet hænger sammen. Det føles ikke som dekonstruktion, men som en pose tilfældigt sammenrystede klichéer.

Hovedpersonen er desuden gennemført usympatisk: konstant sarkastisk, ondskabsfuld og ofte direkte usmagelig. Replikkerne er tænkt som vittige, men falder fladt til jorden. Detektivens voice-over er gennemført pseudo-amerikansk “tough guy”-sprog, og Finney lyder, som om han kæmper med hvert eneste ord, og samtaler fyres af i velkoreograferet, men totalt unaturlig screwballkomedie-stil i socialrealistiske omgivelser.

Det er trist, for både Finney og Frears har vist sig markant bedre i andre sammenhænge. At filmen blev BAFTA-nomineret og hyldet af mange, gør ikke oplevelsen mere forståelig. For mig er Gumshoe et forfejlet eksperiment: hverken vellykket som spoof eller regulær noir. Den bedste noir-spoof, jeg kender, er 'Dead Men Don't Wear Plaid' ('Bogart Junior') med Steve Martin. Se den i stedet.