Jeg havde ikke set Speed siden forpremieren i Imperial cirka anno 1994, hvor Thorkild Thyrring endda holdt en lille tale. Der var vist også noget med, at man blandt publikum kunne vinde en Motorola mobiltelefon.

De første 20-30 minutter af filmen er rædsomme. Men den efterfølgende, timelange bustur er noget mere vellavet og underholdende. Det er klart her, filmfolkene har brugt deres kreativitet og resurser. 

Der mangler dog konflikt. Alle er venlige mod hinanden og arbejder effektivt sammen mod den slemme bombemand (Dennis Hopper i en forudsigelig rolle). Den sorte politichef er hele tiden på heltens side og truer aldrig med at fyre nogen. Der er ingen forrædere eller korrupte bureaukrater. Det er faktisk befriende. Men også lidt tamt. 

Slutscenen er ok, men kunne være bedre. 

På mange måder er det en lille film, som kunne være blevet et b-films mesterværk, hvis:

1. Start- og slutscenerne var skåret væk.
2. Der havde været mere grusom konflikt og død i løbet af busturen.