Nu var jeg jo på forhånd advaret om, at denne godt to timer lange postmoderne dekonstruktion af middelalderdigtet om Sir Gawain og Den Grønne Ridder var temmelig mystisk, så jeg opgav på forhånd at forstå den og forsøgte i stedet at føle den, og det virkede faktisk meget godt ikke at bruge energi på at vride hjernen med drømmetydning for viderekomne. Læs en synopsis af digtet herunder, hvis du vil være rustet til mødet med den grønne ridder, men vær forberedt på, at filmen går sine egne abstrakte veje. Hvis man kan forestille sig “Monty Python and the Holy Grail” uden fis og ballade, er man dog måske på rette spor. Vil man absolut have en forklaring, der kan få instruktøren David Lowerys surrealistiske nonsens til at give en form for mening, er der en scene, hvor Gawain spiser noget, der kunne ligne psilocybinsvampe. Aha! Fyren har hang til psykedeliske stoffer og været på trip lige fra begyndelsen, hvor vi faktisk ser ham vågne op af en døs. Jamen så forstår vi jo det hele meget bedre. Eller forstår i hvert fald, hvorfor vi ikke forstår det.

Men helt seriøst: Med hovedet slået fra nød jeg faktisk dette cinematiske Dali-maleri. Men det er bestemt ikke en oplevelse for alle og enhver, og det er næppe en film, jeg nogensinde sætter mig til at se igen. Det skulle da lige være for at genopfriske den vidunderligt intense scene, hvor Alicia Vikander får Dev Patel til at komme i underhylerne.

l

Sir Gawain and the Green Knight - Wikipedia