Jeg har aldrig brudt mig om Lars von Trier og hans stædige insisteren på at  lave “kunst” i stedet for underholdning, men denne gang er det næsten lykkedes ham med historien om seriemorderen Jack, selv om han (naturligvis) slutter af med en pseudointellektuel epilog baseret på Dantes “Inferno” for at vise, at det her skam er arthouse. Men indtil da lykkes det ham faktisk at servere fin grand guignol, hvilket han tidligere gjorde tilløb til i lortefilmen “Antichrist” uden rigtig at forløse det. Vi ser Jack myrde kvinder, mænd og børn (dog mest kvinder) på yderst opfindsom og bestialsk vis, men det, der rystede mig mest, var faktisk en scene, hvor han som barn klipper foden af en ælling.

Jeg har meget svært ved at se, hvad Trier vil med denne film ud over at være så klam og ulækker som muligt, men det lykkes til gengæld over al forventning. Matt Dillon er overraskende god og overbevisende som Jack, der er mindst lige så syg i potten som Trier selv. Den forvirrede instruktør skal dog have stor ros for omsider at have brugt sit overvurderede talent på at gå Eli Roth i bedene.