Det er en underlig sær, men rar fornemmelse at sidde og se en velkomponeret film, der ikke er klippet som en musikvideo og druknet i larm. Det er næsten som at være i teateret, vel at mærke før der gik avantgarde i kukkassen. Jeg kan dårligt forestille mig nogen bedre nedskæring af Dickens' mursten til en to timers cinemaversion end denne udgave fra 1935 med Ronald Colman som den fordrukne britiske advokat Sydney Carton, der finder en ny mening med tilværelsen som offerlam under Den Franske Revolution. Og ved I hvad? Masseoptrinene er lavet med rigtige statister, ikke som CGI, og det kan ses. Så pyt med, at den er i 4:3-format og sort-hvid. Visse gamle film er stadig et gensyn værd.