Transatlantic (Miniserie) (2023)

Marseille 1940. Krigen raser i resten af Europa, men denne del af Frankrig er stadig ikke besat af Tyskland og bliver opsamlingssted for tusindvis af flygtninge, der prøver at komme videre til USA, hvis officielle repræsentanter stadig er neutrale og forsøger ikke at træde nazisterne over tæerne ved at udstede visa til Gud og hvermand.

En lille flok idealister anført af to amerikanere, Mary Jayne Gold (Gillian Jacobs) og Varian Fry (Cory Michael Smith), forsøger at hjælpe den voksende strøm af især jødiske flygtninge videre over Atlanten. De er oppe mod den amerikanske konsul Graham Patterson (Corey Stoll), som drømmer om et fremtidigt samarbejde med de sejrrige nazister.

Tidsbilledet er fremragende genskabt via kostumer og lokaliteter, måske endda lidt for fremragende, for det virker sært, at alle disse nødlidende mennesker er yderst velklædte og afslappede og har tid til at bælle vin, indlede romancer og holde surrealistiske temafester, mens de venter på deres visa. Blandt de mere prominente flygtninge ses kendisser som Peggy Guggenheim, Max Ernst, Marc Chagall og Hannah Arendt. Man føler sig hensat til et letbenet Woody Allen-lystspil.

Det virker også besynderligt, at politiet, som ved alt om, hvad der foregår af lyssky aktiviteter og fupnumre, ikke slår hårdere til, og at nazisterne, som følger nøje med i, hvad der sker i det chateau, hvor jøderne opholder sig, faktisk synes, at det er en glimrende idé at få undermenneskene sendt til Amerika. Filmen er med andre ord mere Casablanca end Schindler's Liste. Pearl Harbor og Wannsee-konferencen ligger stadig ude i fremtiden.

Castingen er okay, men historien læner sig i betænkelig grad op ad en soap opera. Hvis du forventer at se et krigsdrama, bliver du skuffet.