True Detective, sæson 3 (2019)

Det bedste ved sæson 3 er multitalentet Mahershala Ali, som ene mand redder dette års ørkenvanding fra HBO fra at løbe helt ud i sandet. De otte afsnit er mindst fire for meget, og selv om historien denne gang viser sig at hænge sammen, og de fleste løse ender samles, er den igen præget af forvirrende og  unødvendige spring i tiden og overflødige sidehistorier, der kun tjener til at trække tiden og tålmodigheden ud. Det, der gjorde den første sæson så fascinerende, var ikke den utilgiveligt usammenhængende historie, men det fremragende samspil mellem seriens to hovedpersoner (Harrelson og McConaughey), og ansporet af dette forsøgte man så i den kiksede anden sæson at udvide persongalleriet med en hel håndfuld kokke, der totalspolerede maden. Her er man så sprunget i den modsatte grøft, for selv om Alis politimand har en makker (den fejlcastede Stephen Dorff), er det stort set et onemanshow vi overværer, undtagen når han er i selskab med sin kone i en sidehistorie, der får så meget opmærksomhed, at vi undervejs næsten glemmer kriminalgåden, som forfatteren Nic Pizzolatto lige når at binde en sjusket sløjfe på i allersidste øjeblik, netop som man rækker ud efter fjernbetjeningen for at slukke for skidtet.