Jeg er lidt træt af zombieapokalypser, men den her har en original vinkel, nemlig at hovedpersonen selv er smittet og kun har ganske få timer til at redde sin lille datters fremtid, før han selv går til grunde. Det er en på én gang gribende og kulsort historie, og Martin Freeman viser her, hvor vanvittig dygtig han er. Uden at sige et ord formidler han med sin mimik følelser og tanker, der ville fylde hele kapitler i en bog.

Hvis jeg skal brokke mig over noget, er det, at filmen som så mange andre oser af dårlig hvid samvittighed over for urbefolkningen. Det ville være rart at se en australsk film med dybde uden de obligatoriske ædle vilde.