Jeg fik set Dødbringende våben 2, og jeg spolede kun en lille smule til allersidst. 

Det er en rodet og meget dum affære, som primært lever på charmen fra 1'eren. Filmen tager sig selv for alvorligt, selv om logikken halter det meste af vejen. 

For eksempel angriber skurkene Mel Gibsons lille hjem med to dyre og meget ineffektive helikoptere, lige efter at de med stor succes har sprunget de andre politimænd i luften med langt mere prisvenlige bomber. Hvad fik dem til at ændre taktik?

Enkelte familiescener er sjove, især kondom-reklamen. Jeg savnede dog Danny Glovers over-50-jokes. Han siger slet ikke "I'm too old for this shit", og det kan jeg ellers godt relatere til.

Mel Gibson er for det meste i godt humør, men skal alligevel plages med endnu et tab af smuk kærlighed. Det tjener ikke andet formål end ekstra hævnfølelse i tredje akt. Jeg ville hellere have set en lykkelig slutning end et halvhjertet forsøg på at genetablere Mel Gibson som manden med the blue collar blues (og saxofonmusik). I det mindste kunne han da have begået det selvmord, der aldrig blev til noget i den første film. Det havde været instant klassiker! Kapow-splat, og så var der straks noget mere interessant at skrive om i en anmeldelse.

Og hvorfor er Joe Pesci med? Han har ingen som helst betydning for plottet og bliver helt uden grund venner med vores to helte. Man kunne nemt have skåret ham ud af manuskriptet til fordel for et mere meningsfuldt første akt. 

Det er ret tydeligt, at filmfolkene er startet med en masse idéer (rettelse: klichéer), og så har de efterfølgende kastet scenerne sammen til en ligegyldig politihistorie blottet for spænding. 

Eller også er det omvendt. Resultatet er dog det samme.