Warren Beattys "Reds" kan ses som en søsterfilm til 'Doktor Zivago', men hvor David Leans fiktive melodrama blot bruger Den Russiske Revolution som romantisk bagtæppe, har 'Reds' en mere jordnær, realistisk og dokumentarisk tilgang. Selv om begge film er kærlighedsdramaer, har Beatty erstattet Leans romantiske farvelade med en realistisk og jordnær dagligdag med private skærmydsler og problemer. Leans naturbilleder er afløst af kaotiske politiske møder, revolutionære optøjer og autentiske interviews med ældre mennesker, der faktisk oplevede begivenhederne fra første parket – et greb, der definitivt bryder illusionen og flytter 'Reds' helt væk fra melodrama og over i noget, der ligner en historisk vurdering.

Vi følger journalisten John Reed (Warren Beatty) og sufragetten Louise Bryant (Diane Keaton) fra deres første møde og videre gennem et turbulent kærlighedsforhold, som involverer en ménage à trois med dramatikeren Eugene O’Neill (Jack Nicholson). De ender med at blive gift, men de private gnidninger fortsætter, og Reed rejser til Rusland, hvor han oplever Oktoberrevolutionen og skriver sin berømte bog "Ti dage der rystede verden". Sovjetunionen oprettes, men kommer straks i strid med sig selv og resten af verden, og da Reed (ulovligt) besøger Rusland igen, må han se sit revolutionære håb gå i spåner. Selv om Reed døde i 1920 og dermed undgik at se Stalins diktatur udfolde sig, viser filmen tydeligt, hvordan de idealistiske drømme brister, før han til sidst genforenes med Louise og kort efter dør af en nyresygdom, der har plaget ham i mange år. Han ligger i dag begravet ved Kremls mur som en af de få udlændinge, der har fået denne ære.

Hvad skuespillet angår, blegner Beatty og Nicholson faktisk en anelse i sammenligning med Diane Keaton, der leverer en central og seriøs præstation efter et langt forløb som Woody Allensk comedienne, men alle spiller overbevisende, og selv de mindste roller er besat af navne som Gene Hackman, Paul Sorvino og ikke mindst Maureen Stapleton, der vandt en birolleoscar.

Det er en krævende og lang film, der ikke er lavet til et publikum, som søger let underholdning. Men for dem, der ønsker en dybdegående og tankevækkende fortælling, er den både væsentlig og rørende.

Anmeldelse: Doktor Zivago

5 ud af 5 balalajkaer. Det er 50 år siden, jeg så David Leans mesterværk første gang. Den holder stadig 100 procent, og jeg er stadig smaskforelsket i Julie Christies Lara og tudbrølede endnu en gang.