Dune: Prophecy, sæson 1 (2024)

Warner Bros, som står bag dene nye Dune-filmserie efter Frank Herberts bøger, søger med denne ambitiøse tv-serie lavet til streamingtjenesten Max af udvide universet til noget der måske skal ende som en stor franchise a la Star Wars. Dune: Prophecy foregår omkring 10.000 år før Dune, ikke så længe efter Butlerian-jihaden mod tænkende maskiner og mens Bene Gesserit-ordenen stadig er ret ung. Det er denne orden, som er omdrejningspunktet for tv-serien. Bene Gesserit leverer på overfladen loyale sandsigersker til universets adel, men har et dybere formål, nemlig et avlsprogram, der skal sikre bedre ledere i fremtiden. (Hvis man ser på ledernes tilstand 10.000 år senere, må man spørge sig selv om dette program er bare i nærheden af at lykkes, men lad det ligge).

For at sikre dette dybere formål tager den unge, talentfulde ordenssøster Valya Harkonnen (Emily Watson) sammen med søsteren Tula (Olivia Williams) kontrollen over ordenen og styrer den med hård hånd, koste hvad det vil (og det er ikke så lidt). Alting går som det skal, og den foreløbige kulmination af avlsprogrammet er det forestående ægteskab mellem kejserens datter Ynez (spillet af danske Sarah-Sofie Boussnina) og en mindreårig søn af en velstående familie. Men så kommer en ny, uventet spiller på banen, Desmond Hart, en mystisk herre med stærke, overnaturlige evner, som kan dræbe folk på endda meget stor afstand. Hans erklærede fjende er Bene Gesserit, angiveligt fordi han frygter at ordenen vil tage magten over kejserriget. Og så må Valya tage affære, på et bagtæppe af intriger, oprør og hemmeligheder.

Dune: Prophecy er rigtig flot og ganske spændende, med rigelig eye candy for både mandlige og kvindelige seere, men har nogle svagheder. Dels er den med en total længde på 6½ time lovlig lang for en uafsluttet historie, blandt andet på grund af mange lang flashbacks til Valyas og Tulas unge dage, og dels er der ikke mange af mange (om nogen) af hovedpersonerne, der forekommer specielt sympatiske. Hvem skal man holde med, når alle er egoister eller fanatikere? Dertil kommer at seriens univers mangler det meste af den rigdom på kulturelle detaljer, som kendetegner Frank Herberts romaner, og ender med at være et temmelig generisk space opera-univers (om end man retfærdigvis må nævne at romanen Dune i høj grad var med til at forme genren), Noget, der trækker op, er nogle (måske) overraskende hemmeligheder, som bliver afsløret i sidste afsnit og som sætter scenen til næste sæson, hvor prinsesse Ynez og hendes paramour Keiran Atreides lader til at få bærende roller.

Historien i Dune: Prophecy trækker på nogle af de prequels til Dune, som Frank Herberts søn Brian har skrevet sammen med hack-forfatteren Kevin J. Anderson, især romanen Dune: Sisterhood, som den foregår efter. Efter hvad jeg har hørt om prequel-romanernes kvalitet, er det sikkert en god idé at man har valgt at lave en original historie; i hvert fald er der kommet en ganske okay serie ud af det, med de nævnte svagheder.