Den unge Aurora (Sophie Sloan) er overbevist om, at der gemmer sig et uhyre under hendes seng. Det begynder som en uskyldig nullermand, der sniger sig ind ad vinduet, men vokser hurtigt til et grotesk, urealistisk væsen – mere muppet end mareridt. Forældrene (Caspar Phillipson og Line Kruse) affejer hendes frygt som fantasi. Kort efter forsvinder de. I Auroras (og filmens) forestillingsverden bliver de ædt af uhyret, og hun flygter ud på brandtrappen, hvor hun får øje på sin tavse nabo, Resident 5B (Mads Mikkelsen).

Aurora skygger ham til en Chinatown-gyde, hvor han i hendes opfattelse udkæmper en heroisk kamp med en drage. Hun rekrutterer ham derfor til at dræbe uhyret under sengen, og relationen mellem den forældreløse pige og den følelsesmæssigt lukkede lejemorder trækker tydelige spor til 'Léon: The Professional', blot filtreret gennem et barns forvrængede drømmelogik. Men virkeligheden er en anden: Der er andre lejemordere på spil, deres mål er Mikkelsen, og de forældre, Aurora mener blev ædt, viser sig blot at være en af flere plejefamilier, der er forsvundet.

Filmens grundproblem er, at personerne forbliver uudviklede papfigurer. Samtidig bevæger handlingen sig i en drømmeagtig – snarere mareridtsagtig – form, hvor begivenhederne ikke udfolder sig logisk, men afløser hinanden uden narrativ fremdrift. Begge greb er konsekvente, men tilsammen gør de filmen udmattende. 

Uhyret er et godt eksempel: fra støvfnug til kæmpevæsen uden indre logik eller overbevisende progression. Hvad der kunne have været suggestivt, ender som ren effekt. Det samme gælder relationerne: det er uklart, hvem der er ven, hvem der er fjende, og hvorfor. Mikkelsen har en kontakt (Sigourney Weaver), som han kalder 'mor'. Er hun hans kildefører ... eller fjendens leder? 

Filmen falder mellem to stole. Den er i sit traume-allegoriske anliggende for voksen til børn, og i sin æstetik og fortælleform for barnlig til voksne. Dens klare styrker er Sophie Sloans talent og den fantasifulde, spektakulært overdrevne scenografi. Her er billeder, der hænger ved.

Mikkelsen er solid, men langt fra mindeværdig; han har lavet stærkere og mere præcise præstationer. Sigourney Weaver virker fejlcastet og ser da også ud til at føle sig alt andet end hjemme i de surrealistiske art deco-rammer.

Instruktøren/auteuren Bryan Fullers eneste budskab synes at være: Se, hvad jeg kan. Svaret melder sig hurtigt: Ja – men hvorfor?