Kneecap er et nordirsk rap-band, der med en solid energi rapper om stoffer, fattigdom, labre (dumme) damer og dumme englændere.

I anledning af deres andet album (Fine Art, 2024) fik de lige deres musikvideoinstruktør til at lave en overraskende god biografisk spillefilm om vejen til deres succes. 70% fakta, 30% dramaturg-klicheer/bindemiddel.

Det har de alle klaret virkelig godt!

Filmen sprutter af energi. Instruktør Peppiat har klart set tidligere generations Trainspotting et par gange, og keder os ikke på noget tidspunkt i løbet af de 105 minutter. Der er altid en gennembankning, et bart bryst eller en stofhallucination om næste hjørne.

Hovedpersonerne, bandmedlemmerne selv, spiller også, efter 6 måneders skuespillerskole, klart bedre end både Elvis og Beatles i sin tid gjorde det i deres respektive promofilm. Musikerne er så omgivet af fine levebrødsskuespillere. Michael Fassbender spiller fx. den strenge og fraværende far, der skal vindes over til sidst (ingen musikbiografi er komplet uden den detalje). Og så er Herr Fassbender streng på både engelsk og irsk/gælisk.

Noget af det sjoveste ved filmen er, at skuespillerne faktisk taler og rapper gælisk mindst halvdelen af tiden, og gør et større nummer ud af at bruge øens mere oprindelige sprog.

Det er fin underholdning, og kan man lide bandet, deres musik og deres attituder, må det være en glædelig overraskelse at få det hele serveret så vellykket.

Man kunne kun ønske for hjemlige MC Einar, L:RON:HARALD, Suspekt, Red Warszawa og, hvorfor ikke, Nik og Jay, at de kunne få lige så fine biografifilm.

Jeg ville med glæde spille den strenge og fraværende far, der skal vindes over til sidst. Selv på synnejysk.