Leoparden (1963)

'Leoparden' er en film, som de fleste kritikere roser til skyerne, så jeg forventede et mesterværk, men der er desværre en del ting, der trækker ned i karakterbogen.

Luchino Viscontis film er lang (godt 3 timer), men dens enkle handling kunne sagtens være blevet fortalt på den halve tid. Fyldstoffet er flotte billeder, ligegyldig attenhundredetals lokalpolitik og traditionel lommefilosofi.

Handlingen foregår omkring 1860. Hovedrollen som den sicilianske aristokrat fyrst Fabrizio af Salina spilles af Burt Lancaster, der er (dårligt) dubbet til italiensk. Fabrizio er en kynisk og livstræt gammel mand, der har levet en privilegeret tilværelse i en patriarkalsk verden. Han er gift med en from og kedelig hustru, der slår korsets tegn, hver gang han kræver sin ægteskabelige ret, og derfor besøger han prostituerede ved siden af og letter samvittigheden med jævnlige skriftemål.

Fabrizios unge nevø Tancredi spilles af Alain Delon, der har sluttet sig til Garibaldi og hjulpet med at forene Italien, og nu, hvor hans revolutionære eventyr er overstået, vender han tilbage til sine aristokratiske rødder sammen med Angelica (Claudia Cardinale), som han har valgt som hustru, fordi hun er rig, smuk og uberørt. Don Fabrizios datter Concetta (Lucilla Morlacchi) som var forelsket i Tancredi, er sønderknust og vælger et liv som pebermø. 

Denne spinkle handling slæber sig af sted i to timer og et kvarter hele vejen til den sidste, tre kvarter lange balsceneslutning, der er fejende flot, men ti minutter ville have været mere end rigeligt.. 

Dialogen, der mest handler om lokalpolitik, ender i det rene ingenting. Der er masser af farvestrålende tableauer, men den eneste, der virker som et rigtigt menneske i mylderet af skuespillere og statister, er Don Fabrizio, som indser, at han ikke har nogen eksistensberettigelse i den nye og forandrede verden. Burt Lancaster gør det godt, men personerne omkring ham ligner mere staffage end virkelige mennesker. Det centrale par (Delon og Cardinale) er stort set intetsigende og uinteressant og har begge ydet langt bedre præstationer i andre film.

Positivt vil jeg fremhæve musikken (Nino Rota), fotograferingen (Giuseppe Rotunno), scenografien og kostumerne. Den del af filmen fungerer aldeles upåklageligt

Men den er for lang. Alt, alt for lang og hamrende kedelig. Hvis du kan forestille dig 'Lawrence of Arabia' forlænget med to ekstra timer med lutter ørkenbilleder, forstår du nok, hvad jeg mener.