Manden, der blev mindre (1957)

Endelig, efter et halvt århundredes ventetid, fik jeg omsider fat i dette sort-hvide mesterværk, som jeg har længtes efter at se, siden jeg så plakaten som barn. Historien bygger på en roman af Richard Matheson (som også har medvirket til filmens manuskript) og handler om en mand, der på en sejltur bliver udsat for en mystisk, formentlig radioaktiv tåge (vi er i de atomfikserede 50'ere) og derefter langsomt, men ubønhørligt, begynder at skrumpe i størrelse. Hans job, ægteskab og ultimativt hans liv er truet, mens hans omverden ændrer sig omkring ham. Han flytter ind i et dukkehus og ender efter en flugt fra en kat dybt nede i en kælder, hvis ru gulv er som en endeløs ørken, hvor han bliver jagtet af en kæmpestor edderkop, og den eneste føde er gigantiske krummer af gammel ost fundet i musefælder.

Instruktøren Jack Arnolds mesterlige brug af enorme kulisser og rekvisitter (der imponerer selv i disse cgi-tider) og kampen med rovdyr i overstørrelse skaber naturligvis spænding, men filmens mest interessante aspekt er det filosofiske fokus på et moderne menneske, som uventet ender i en stadig mere håbløs kamp for livet og ultimativt finder håb, fred og mening i erkendelsen af, at alt i kosmos, hvor lille eller ubetydeligt det end er, har sin egen plads og værdi.

Når man tænker på samtidens teknisk primitive sf-film er specialeffekterne fantastiske og holder stort set den dag i dag. Man tror på mandens størrelse i alle stadier. 

Stor oplevelse. Anbefales varmt.