Napoleon (2023)

Ridley Scotts "Napoleon" er et imponerende historisk epos, der fortæller historien om den korsikanske opkomlings vej til kejsermagt, ære og fald.

Efter en spektakulær skildring af henrettelsen af Marie-Antoinette ser vi den unge militærofficer (Joaquin Phoenix) springe ud som strategisk geni ved befrielsen af det britisk besatte Toulon, efterfulgt af hans møde med sit livs kærlighed, Josephine de Beauharnais (Vanessa Kirby). Vi følger derefter hans tid som leder, først af tremandskonsulatet, senere som enehersker og succesfuld hærfører, der når at erobre store dele af Europa, indtil han (ligesom senere Hitler) knækker ryggen på Rusland og sendes i eksil på Elba, men ikke desto mindre er i stand til at vendte tilbage for til sidst at blive slået ved Waterloo og ekspederet af sted til tropeøen Sankt Helena, hvor han dør seks år senere. Sideløbende skildres Napoleons forhold til hans elskede Josephine, som er den, der styrer slagene på hjemmefronten, og mellem hvis fingre den elskovssyge monark er som ler.

Filmen er en til tider kaotisk, men også nøje koreograferet blanding af kejserligt privatliv og historiske vingesus, serveret som prikker, som et historieløst publikum selv bliver nødt til at forbinde, og det er måske filmens største svaghed, at Scott og hans manuskriptforfatter David Scarpa springer lidt for hurtigt fra punkt til punkt og forbigår vigtig information. Napoleons opstigning til kejser, tilbagetoget fra Rusland, hans eksil på Elba og Josephines sidste dage serveres hurtigt og uden uddybende forklaring. Og filmens mange bipersoner er svære at holde rede i, fordi de kun præsenteres med et skilt, første gang vi ser dem. Derudover irriterer det mig som sædvanlig, at hovedpersonerne (Napoleon og Josephine) spilles af blåøjede personer, når de nu begge havde mørke øjne. Den slags kan nu om dage fikses med farvede kontaktlinser. Det er lidt uforståeligt, at Scott, der netop valgte Joaquin Phoenix på grund af hans ydre lighed med Napoleon, har fravalgt dette, ligesom der heller ikke er gjort noget for at bortsminke Phoenix' læbe/ganespalte-ar.

Napoleon deltog i 61 slag, og naturligvis ville det være umuligt at se dem alle i løbet af små tre timer, så vi må nøjes med Toulon, Austerlitz og naturligvis Waterloo. Her er Scott i sit es, og slagscenerne er en fryd for øjet. Ind imellem kommer så tableauerne fra parrets privatliv, hvor Vanessa Kirby hver gang stjæler rampelyset fra den mutte og skulende Phoenix. Jeg har læst, at Josephine kun åbnede et fåtal af gemalens mange intime breve og næppe elskede ham med samme glød, som han elskede hende, men ikke desto mindre var de uløseligt forbundne, selv efter den tragiske skilsmisse de mod deres vilje måtte gennemgå, for at han kunne få en arving med en ny og yngre kejserinde.

Jeg håber, den længere version på vist nok fire timer, som snart vil dukke op på AppleTv+, kommer til at fylde nogle af filmens huller. Men flot er den, og der må være Oscars i vente.