Fallout, første sæson (2024–)

Som alle postapokalyptiske historier begynder "Fallout" også med verdens undergang, som finder sted i en retrofuturistisk verden, et velfærdssamfund inspireret af kulturen i efterkrigstidens USA og idealet om den amerikanske drøm. Hvis du ved, hvordan fremtidsvisionerne så ud i halvtredsernes "Populær Mekanik"-blade, har du et perfekt billede af miljøet.

Det hele bygger på et computerspil af samme navn, som så dagens lys i 1997 og har været gennem flere inkarnationer. Jeg har selv spillet det på PS4 i den første Bethesda-udgave (2015), som blev fulgt op af "Fallout 76" (2018), som jeg ikke har spillet, men i skrivende stund er i gang med at downloade efter at have set serien.

Man behøver ikke kende computerspillet for at få fuld fornøjelse af serien, for det er stort set kun scenografien, der går igen, men det gør den til gengæld til perfektion.

Selv om biler, mode og arkitektur ligner noget fra 1960, er vi i 2077, da serien starter med den atomkrig, der forvandler Californien og formentlig resten af verden til en nuklear ødemark. Nogle få heldige overlever dog i et par hundrede underjordiske bunkere, som et firma har bygget under førkrigsparanoien, men de fleste andre omkommer eller må friste en rædselsfuld tilværelse mellem radioaktive ruiner.

Hovedhistorien foregår et par hundrede år senere, hvor Lucy, en ung pige fra en af bunkerne (Ella Purnell) får bortført sin far (Kyle MacLachlan) og er nødt til at forlade sin trygge tilværelse under jorden for at lede efter ham oppe på overfladen. På sin farefulde færd løber hun ind i Cooper Howard alias "Dødningen" (Walton Goggins), en 200 år gammel revolvermand, hvis liv vi får fortalt i flashbacks gennem seriens otte afsnit, og den unge væbner Maximus (Aaron Moten), der er medlem af en brutal og voldelig milits kaldet Broderskabet og drømmer om en dag at blive ridder og få sin egen avancerede rustning.

Serien er produceret af Christopher Nolans bror Jonathan, som vi kender som forfatter til "Memento" og "The Prestige", og hans kone Lisa Joy, som han også lavede "Westworld" sammen med. 

Jeg synes, at hovedhandlingens slutning (som i øvrigt er en cliffhanger) skuffer en smule. Det er dog til at leve med, for det er rejsen derhen, det handler om ─ Lucys odyssé gennem det apokalyptiske landskab og de sære mutanter og uhyrer, hun møder undervejs, nu og da afbrudt af en (mindre interessant) sidehandling i den bunker, hun kommer fra. Men Ella Purnell tager stikkene hjem og redder historien, og det samme må absolut siges om Goggins, som er vildt imponerende, både som revolvermanden og den filmskuespiller, han var inden katastrofen. Han ejer simpelthen hver eneste scene, han er med i som det 23. århundredes svar på Clint Eastwoods dusørjæger fra Sergio Leones Dollar-trilogi.

Summa summarum: Skuespillet er stort set forrygende og produktionsdesignet intet mindre end spektakulært. Der er mange voldelige og blodige optrin, men det er alt sammen sjov og ballade og gevaldigt underholdende. Jeg åd serien i løbet af to dage og ser frem til den næste sæson, der må være på vej.

Retrofuturism - Wikipedia