Wicked Little Letters (2023)

Denne vidunderligt vulgære film er en grovkornet lystspilbagatel om en farceagtig brevskandale i den engelske kystby Littlehampton i 1920'erne. Fortællingen, der er baseret på en autentisk historie, handler om kvindehad, hykleri, undertrykkelse og vrede over restriktive og diskriminerende samfundsnormer. Instruktøren Thea Sharrock og manuskriptforfatteren Jonny Sweet serverer sådan set intet nyt, men filmen er både sjov, underholdende og hamrende godt castet.

Den dybt religiøse Edith (Olivia Colman) og den bramfri Rose (Jessie Buckley) er naboer. Da Edith og nogle af de andre byboer begynder at modtage blasfemiske smædebreve i bunkevis, bliver den frivole Rose mistænkt og anklaget for forbrydelsen. Politibetjenten Gladys (Anjana Vasan) fornemmer, at der er noget galt, så hun får hjælp af nogle af byens kvindelige indbyggere til at undersøge, hvem der egentlig sender de famøse breve.

Det er en sjov og veludført komedie, men mysteriet er ikke særlig indviklet, og de fleste vil nok løse den enkle krimigåde ret tidligt, hvilket er en smule ærgerligt, men filmen bæres oppe af det sjofle og ondskabsfulde sprog i de grove breve samt fortræffeligt skuespil. Vi kender og elsker Colman, der allerede har slået sit navn fast og modtaget en velfortjent Oscar, men det meste af min kærlighed går denne gang til den ufattelig fotogene og charmerende Buckley. Nævnes bør bestemt også Timothy Spall, der er i topform som Ediths mavesure gamle far.

Skal jeg brokke mig over noget, er det filmens anakronistiske woke-indhold. Der var dæleme ingen indiske politikvinder og sorte dommere i britiske provinsbyer i tyverne. Men det nonsens er åbenbart kommet for at blive.