Piraten (1958)

Cecil B. DeMille havde oprindelig planlagt at instruere denne genindspilning af sin egen film 'The Buccaneer' fra 1938, men dårligt helbred forhindrede ham i det, så han overlod instruktionen til sin svigersøn Anthony Quinn.

1958-versionen er fotograferet i Technicolor og Paramounts nye Vistavision-bredlærredsformat, og der spares ikke på farveladen. Jeg så den i biografen som 12-årig og var behørigt imponeret. Det var jeg ikke denne gang. 

Selv om filmen handler om slaget ved New Orleans i 1814 og alliancen mellem sørøveren Jean Lafitte og den senere præsident Andrew Jackson, byder den ikke på ret meget action, men til gengæld en frygtelig masse pølsesnak. Og det fremmer på ingen måde realismen, at man tydeligt kan se, at hele molevitten er optaget i et studie. De Mille, som døde kort efter premieren, var efter sigende utilfreds med resultatet, og det var muligvis grunden til, at Quinn aldrig kom til at instruere flere film.

Den romantiske sidehandling om Lafittes hemmelige forhold til guvernørens ene datter (og den anden datters død) er pure opspind, som der til gengæld tærskes langhalm på. I virkeligheden var det guvernørens kone, piraten hyggede sig med, men det var jo hor, og Lafitte skulle fremstå som filmens renskurede helt.

Yul Brynner (med hår!) er en flot Jean Lafitte, og Charlton Heston gentager sin Andrew Jackson-rolle fra 'Dyrekøbt lykke' (1953), men brokkede sig over, at den senere præsident fremstod som alt for gammel i 'Piraten', fordi han skulle ligne den Jackson, man kendte fra 20-dollarsedlerne. I en utaknemlig birolle som guvernørdatterens rivalinde (og potentielt langt mere interessant end Barbiedukken Inger Stevens) ses Claire Bloom som en ilter, knivkastende piratdatter, hvis far bliver hængt af Lafitte, hvilket hun tilgiver ham uden yderligere forklaring. Det fungerer bare ikke. 

'Piraten' har i dag kun filmhistorisk interesse.