"Håbet spirer evigt i menneskets bryst;
velsignelsen altid en fjern kyst."

Lukas Moodysson genbesøger kollektivet med de aldeles elskelige og aldeles irriterende tosser.

Det er nu 24 år efter 1975, og de tidligere kollektivister er nu i 50'erne. De kan ved genforeningen, for de flestes vedkommende, fortælle om den skuffelseskavalkade, der blev deres liv.

Filmen blev af mange anmeldere set som en spand koldt vand. For ond. For kedelig. Men jeg synes, at det faktisk er forfriskende at genbesøge den folkekære, humanistiske, realistiske feel good komedie med en god dosis realistisk tåkrummer-tragedie og god, gammeldags Bergman-bitterhed.

Alle er blevet ældre. Få har opnået det, de ønskede. Uafvendelig sygdom og død har taget et par stykker. Der er huller i alles liv, og efterhånden som promillen stiger, kan de sige det mere og mere vedholdende. Til tilhørere der ikke rigtig magter at høre på det.

Det er dog en komedie og man griner ofte - både af og med figurerne.

Ejegode Göran skal, som altid, særligt mange sadistiske optrin igennem. Hvor er det synd. Men hvor er det samtidigt morsomt.

Der er den onde Moodysson, der har skrevet halvdelen af filmen. Men den er stadig en fornøjelse.

Anmeldelse: Tillsammans

5 ud af 5 julklappar. En socialrealistisk, romantisk komedie. Tosser fra et kollektiv blander sig med tosser fra det omgivende samfund. Fantastisk skrevet. Vildt godt instrueret. Flydende, rørerende. Fremragende skuespillere. Alt fungerer. Et af Moodyssons...