"Yves Robert har filmatiseret Marcel Pagnols solbeskinnede barndomserindringer fra Provence og det er der blevet et par vidunderlige film ud af" sagde Ole Michelsen cirka, engang i 1991.

Goodfellas, Die Hard, Total Recall, (Tremors), Jacob's Ladder, Eksorcisten III, Ondskabens Øjne, Terminator 2, JFK osv. osv.

Der var masser af film, jeg skulle se, så jeg gik ikke i Grand  og betalte penge for at se damefilm.

Men næææh, hvor er de to film dejlige! Rolige, smukke Heimat-film med tid, nysgerrighed og ingen spænding eller drama.

Far er idealistisk og retskaffen, mor er smuk og kokkererer fantastisk. Den værste skurk kan sættes til vægs af nogle ikke videre kvikke kommunale tjenestemænd, der her får en uvant helterolle.

Som i Call Me By Your Name skal personerne bare drysse rundt i og omkring det store hus, diskutere filosofi lidt henkastet, spise og så møde nye mennesker. Dejlige, humanistiske film ganske uden kynisme og hvor komedie og den øvrige handling går pænt hænd i hånd.

Faderen er godt nok far til tre, men han er ikke et usexet fjols. Han er en fremskridtsdrukken, idealistisk, ateistisk socialdemokrat, der formaner børnene "Man skal ikke være i uret, så bliver man svag" og ellers kan se alle i øjnene.

Tykke Oncle Jules (mors svoger) går så til messe, indtager nadver, og far og Jules udveksler lidt bemærkninger om troens nytte/enfold uden at det bliver rigtigt intellektuelt.

Filmen viser også hvordan far og børn går ned til dødsbokøberen/sælgeren og køber det billigste, ældste møbelragelse.

Nede i opgangens kælders fællesværksted restaurerer far og de to ældste drenge de gamle møgmøbler. Det er hvad en lærer på en kommunal skole i Marseille i 1905 har råd til.

Oncle Jules har en noget bedre stilling (ved departementet) og har dermed stuepige (måske arvet) og gas til madlavning. Men fatter skammer sig ikke et sekund over at proppe gamle og nu lidt mindre vakkelvorne møbler i sommerhuset (som er et forladt bondehus, de lejer - ingen opvarmning, ingen gas, intet lys, lokum i et skur 25 meter fra huset).

Materielt er der intet aspirational i disse film. Men menneskeligt er der.

Som Marcel skriver:

Jeg har kendt mange af disse gamle lærere. De havde en total tro på skønheden i deres mission og en strålende tillid til menneskehedens fremtid. De foragtede penge og luksus, de nægtede forfremmelse for at give plads til en anden eller for at fortsætte det arbejde, de havde påbegyndt i en fattig landsby.

For sine børn var han både far og lærer, altid opmærksom på at tilfredsstille deres nysgerrighed og vække deres sind: Han elskede dem dobbelt. Marcel Pagnol ville senere sige, at han var som en gud for ham.

Fortsættes med triumf i Min mors slot.

Mais qui était … Joseph Pagnol (1869 – 1951) ?

Il est des noms évocateurs à Saint-Laurent-du-Var et celui de Joseph Pagnol fait partie de ces derniers ! Mais qui était véritablement celui dont un collège et un gymnase portent, ici, le nom ? ...

Un été avec Pagnol : Joseph Pagnol, le hussard noir de la République

WEB-SÉRIE 2/25 - Dévoué corps et âme à la morale laïque, ennemi de l'Eglise, de l'Alcool et de la Royauté, l'insituteur apparaît, dans les Souvenirs d'enfanc e, en bras de chemise et canotier, apprenti chasseur docile et touchant.

Anmeldelse: Min mors slot

4½ ud af 5 liv som hunde. Fortsættelsen af Min fars store dag. Alt ånder endnu nær-Biedermeier-idyl i bjergene i Provence. Solen skinner, gamle venner samles. Mors helbred er ikke det bedste, men man kan jo håbe og - hvis man er Oncle Jules - bede. Marcel...