Never Let Go (2024)

Den altid gode Alexandre Aja skruer endnu en gang op for det psykologiske trykkammer med 'Never Let Go', en studie i paranoid skizofreni forklædt som magisk realisme (eller omvendt), hvor Halle Berry spiller en mor fanget i en tilstand af konstant beredskab. Hun og hendes to sønner bor isoleret i en skovhytte, hvor de barrikaderer sig mod noget udefrakommende ─ eller måske noget indefrakommende.

Filmen er båret af en eminent billedside, hvor naturens skønhed smelter sammen med en truende ondskab i en næsten meditativ paranoia. Kameraet glider i lange, panorerende bevægelser, der både indfanger hyttens klaustrofobiske indre og det uendelige mørke udenfor – som om selve verden er ved at gå i opløsning.

Halle Berry er intens og overbevisende, men filmens store svaghed er dens indre logik, som glimtvis kollapser under vægten af sine egne ambitioner. Der opstår revner, hvor man begynder at stille spørgsmål, filmen ikke er parat til at besvare – især når perspektivet flytter sig væk fra moderen.

'Never Let Go' er en smuk, ambitiøs og sansemættet oplevelse, men den vil for meget og forklarer for lidt.