Vi befinder os i en fransk forstad i noget der ligner 1980'erne. En sygdom er i omløb, der forstener ofrene, så de langsomt bliver til noget der ligner marmorstatuer (eller en tegning af Enki Bilal). Sygdommen er en virus, der smitter via blod, men der er udbredt panik om andre smitteveje. Parallelen til AIDS er tydelig, blandt andet fordi mange ofre findes blandt narkomaner og homoseksuelle. Jeg vælger at se sygdommen netop som en metafor for AIDS.

Vi følger den 13-årigerodløse  teenagepige Alpha (troværdigt spillet af den 19-årige Mélissa Boros). I en kæmpebrandert får hun tatoveret tegnet alfa på armen, og hendes mor, der er læge, frygter at nålen ikke har været ren og at datteren kan være smittet med forsteningssygdommen. Fordi Alpha har let ved at bløde (hun storbløder både efter tatoveringen, efter en blodprøve og efter at have slået hovedet mod kanten af et svømmebassin) er hendes skolekammerater rædselsslagne for at blive smittet, og Alpha bliver holdt mere udenfor end før.

Det bliver ikke lettere når hendes narkoman-onkel Amin flytter ind i den lille lejlighed og skal dele soveværelse med Alpha. Efterånden bliver det klart at scenerne med Amin er tilbageblik til dengang Alpha var 5 år, selvom vi ser dem oplevet af den 13-årige pige. Det forvirrer en hel del, men et clue er at moderen (følsomt spillet af Golshifteh Farahani) har glat hår i 'nutiden' og krøllet hår i fortiden. Årsagen til denne sammenblanding af tid er uklar, men måske handler det om at drage en parallel mellem Amins stik med kanylenålen og Alphas stik med tatovørnålen, som begge afspejler at de har et fucked-up liv og derfor udsætter sig selv for infektion.

Fokus i filmen er klart forholdet mellem den unge Alpha og på den ene side hendes mor og på den anden hendes onkel, og filmen fungerer fint som skildring af disse forhold. Desværre kommer mærkværdighederne i filmen til at virke påklistrede uden at bidrage med ret meget. Instruktøren og forfatteren Julia Ducournau har tidligere lavet filmen Titane (2021), som med en vis succes blandede anstrengte familieforhold med elementer af body horror, og det er måske den samme effekt som Ducournau søger at opnå i denne film. I så fald er det ikke lykkedes; i hvert fald virkede det ikke for mig.