Denne Woody Allen-film står med det ene ben i den tidlige, anstrengte slapstick og det andet i den senere, mere præcise romantiske komedie. Den balancerer dårligt, snubler flere steder – og falder alligevel ikke. Tværtimod. Det er et overgangsværk, der tydeligt befinder sig mellem den rene farce i 'Take the Money and Run' og den modne, formmæssigt sikre romantiske komedie, der først for alvor folder sig ud i 'Annie Hall'.

At filmen ikke er instrueret af Allen selv, men af Herbert Ross, og at den foregår i San Francisco i stedet for New York, forstærker fornemmelsen af noget midlertidigt og forskudt. Hertil kommer, at den er filmatiseret teater, hvilket normalt er en belastning. Men det er ikke tilfældet her. Filmatiseringen er så rytmisk sikker, at man næsten har svært ved at forestille sig materialet fungere uden kameraets timing og billedmæssige økonomi.

Hovedfiguren er den velkendte Allen-figur, her i skikkelse af den neurotiske, intellektuelle mand Allan Felix (Woody Allen), der orienterer sig bedre i filmhistorien end i sit eget følelsesliv. Virkeligheden forstås i hans hoved gennem sort-hvide forbilleder, især 1940’ernes amerikanske machomyter. Filmens centrale greb er enkelt og effektivt: Humphrey Bogart (Jerry Lacy) optræder som fantasifigur og kynisk mentor, der forsøger at lære hovedpersonen at være mand – og træder i spinaten næsten lige så ofte, som han selv gør.

Filmen kræver kulturel ballast. Uden kendskab til Bogart-universet mister store dele af dialogen deres bid. 'Casablanca' er ikke blot reference, men forudsætning. Det hjælper dog lidt, at det hele begynder med en visning af slutscenen fra den berømte 1942-oscarvinder.

Handlingen er banal: en nyligt forladt Allan forsøger, med hjælp fra et vennepar (Tony Roberts og Diane Keaton) at finde tilbage til et fungerende kærlighedsliv. Alt kan forudses. Slutningen ligger åben længe før den indtræffer. Det er irrelevant. Plottet er ikke motor, men stillads.

Det, der bærer filmen, er sproget. Replikkerne er præcise, timede og ofte skånselsløse i deres selvudlevering. En museumssekvens er det reneste udtryk for filmens metode, så den får I lige her. Allan går hen til en køn pige, der står og beundrer et maleri:

Allan: Smukt Jackson Pollock, ikke?
Pige: Bestemt.
Allan: Hvad siger det dig?
Pige: Det gentager universets negativitet. Den hæslige, ensomme tomhed i tilværelsen. Intetheden. Menneskets vilkår, tvunget til at leve i en gold, gudløs evighed som en lille flamme, der flakker i et uendeligt tomrum, omgivet af affald, rædsel og fornedrelse, fastspændt i en ubrugelig, dyster spændetrøje i et sort, absurd kosmos.
Allan: Hvad skal du på lørdag?
Pige: Begå selvmord.
Allan: Hvad med fredag?

Her rammer filmen sit niveau: intellektuel panik forklædt som dannelse, afvæbnet af social klodsethed og timing.

Slapstick-indslagene er formmæssigt problematiske. De bryder tonen og trækker filmen tilbage mod Woody Allens tidlige farcer, netop som han er på vej mod en mere afbalanceret form og (senere) den alvorlige, Bergman-prægede fase. Alligevel har de en funktion: de fastholder figuren som håbløst fysisk til stede i en verden, han kun kan håndtere sprogligt. Det er ikke elegant, men det er effektivt. Og jeg griner højt hver gang.

Filmen humper. Den halter. Den hænger ikke perfekt sammen. Men den rammer med en præcision i dialog, timing og selvforståelse, som opvejer dens strukturelle svagheder.