Det her er ringe.

I Timur Bekmambetovs futuristiske thriller spiller Chris Pratt en politimand, der pludselig selv står anklaget for at have myrdet sin kone. Vi er et par år ude i fremtiden, hvor retssystemet er blevet automatiseret, og sagen afgøres af et AI-system, som Pratt-figuren ironisk nok selv har været med til at indføre. Han får halvanden time til at bevise sin uskyld, mens efterforskning, overvågning og digitale spor ruller hen over skærmen. Rebecca Ferguson dukker op i en central birolle som AI-dommeren, der styrer processen, mens tiden tikker og systemet langsomt lukker sig om hovedpersonen.

På papiret fejler ideen ikke noget. Et lukket AI-retssystem, en anklaget politimand og en realtidsnedtælling burde være solidt brændstof til en stram teknothriller. Problemet er udførelsen. Bekmambetov får aldrig spændingen til at bide. Forløbet føles mekanisk og forudsigeligt, som om filmen blot afvikler en række obligatoriske plotpunkter uden egentlig dramatisk tyngde.

Chris Pratt leverer professionelt håndværk, og Rebecca Ferguson gør, hvad hun kan, men materialet arbejder imod dem. Figurenes motivationer forbliver overfladiske, og filmen giver ingen reel grund til at investere følelsesmæssigt i udfaldet. Når man allerede halvvejs kan se slutningen blinke i neon og begynder at kigge på uret, er spændingen væk.

Tempoet hjælper heller ikke. Historien slæber sig frem i ujævne ryk, og filmens action- og spændingssekvenser fungerer dårligt, fordi man fjerner sig fra virkeligheden ved at vise alt på skærme. Det er svært at forstå, hvorfor man har valgt at præsentere en højteknologisk konceptfilm med hovedpersonen spændt fast som passiv iagttager af kaotiske videoklip. Selv afsløringen af den virkelige morder udløser blot et skuldertræk i stedet for et chok.

Resultatet er en pseudothriller uden puls og uden bid. En idé, der kunne have båret noget stramt og ubehageligt, reduceret til ligegyldig rutine.