’Marty Supreme’ foregår i 1950’ernes bordtennis-undergrund og følger Marty, spillet af Timothée Chalamet, en karismatisk og selvdestruktiv 23-årig paddle wizard, der stiger fra kældervæddemål til VM i bordtennis, mens hans privatliv smuldrer i samme tempo som modstandernes selvtillid.

Handlingen går ikke i takt. Den snubler, drejer og eksploderer. Marty skal hustle småbeløb i røgfyldte kældre, charmere sig ind hos en rigmand med smag for spil og risiko, knalde dennes filmstjernekone i smug, undvige lånehajer der vil have deres penge nu, ydmyge rivaler ved bordet og provokere dem udenfor, navigere i et forhold der hele tiden trues af hans ego, overbevise turneringsarrangører om at han er sportens fremtid, holde sammen på sit temperament og frem for alt overleve sin egen trang til konstant at skrue tempoet op. Det hele er kalejdoskopisk og stritter i alle retninger.

Det kan virke som stil for stilens skyld. Men det passer faktisk til Marty. Filmen er larmende og overstimulerende, næsten som en professionel bordtenniskamp på højeste niveau, hvor bolden flyver i topspin, og pointene afgøres i splitsekunder. Kaosset er bevidst.

Samme rutsjebaneformel blev brugt i ’Uncut Gems’. Her er den drejet mod lystspil og farce og kan ligne en socialrealistisk udgave af 'The Wolf of Wall Street'. Tempoet er stadig brutalt, men tonen lettere og mere legende. Hvis 'Uncut Gems' var et panikanfald, er 'Marty Supreme' et ADHD-trip. 

Marty selv er dog ikke nogen helt. Han er en usympatisk smartass, der manipulerer, udnytter og gambler med både penge og mennesker. Han er charmerende, ja, men også dybt selvoptaget. Derfor kan man diskutere, om han overhovedet har gjort sig fortjent til slutningens emotionelle forløsning. Men jo, filmen har i over to timer bagt på et sammenbrud af en art. Tempoet, egoet og den konstante selvovervurdering bygger op til, at noget må give efter. Problemet er ikke idéen, men om filmen helt servicerer den.

Chalamet er fremragende. Fysisk, aggressiv, svedende. Han sælger illusionen fuldstændigt i bordtennisscenerne, som er filmet dynamisk og med reel spænding. Sammenlignet med hans tidligere roller er det her et langt mere råt og risikovilligt portræt.

Bipersonerne er gjort farverige på en stemningsmæssigt grå baggrund, og det giver filmen et særligt visuelt liv. Den er for lang, for larmende og for begejstret for sine egne indfald, men man keder sig ikke.

’Marty Supreme’ er ujævn, men den lever. Og når den rammer, rammer den hårdt.

Anmeldelse: Uncut Gems

2½ ud af 5 sikkerhedssluser. Adam Sandler, der normalt ses som forvirret, gemytlig vatnissetumling, har åbenbart lært noget af Al Pacino, som var med i hans film “Jack and Jill” fra 2011, for nu prøver han at spille højtråbende, bandende, svovlende...

Anmeldelse: The Wolf of Wall Street

4½ ud af 5 baner coke. Lige siden "After Hours" har jeg tænkt, at Scorsese burde lave sorte komedier i stedet for at lege genrekamæleon. Og endelig sker det, endda for fuld udblæsning i stive tre timer, hvor den selvhøjtidelige frikadelle DiCaprio pludselig...