Steven Spielbergs “Disclosure Day” er en slags pendant til hans egen “Close Encounters of the Third Kind” fra 1977. Den er ikke en fortsættelse, men slægtskabet er tydeligt: Mennesker påvirkes psykisk af kræfter, de ikke forstår, myndighederne forsøger at holde sandheden skjult, og til sidst fører alle spor frem mod den mystiske kilde til det hele.

Denne gang er tonen mørkere og mere paranoid. Verden står i brand. Stormagterne er i konflikt og tæt på en tredje verdenskrig. Daniel Kellner (Josh O’Connor) er en ung cybersikkerhedsekspert, der arbejder for den hemmelige organisation Wardex. Han har adgang til materiale, som beviser, at rumvæsener ikke bare findes, men at magtfulde kræfter i årevis har skjult det for offentligheden. Sammen med en gruppe whistleblowere, anført af Hugo Wakefield (Colman Domingo), beslutter han at offentliggøre materialet i håb om at dæmpe stormagtskonflikten. Men deres chef, Noah Scanlon (Colin Firth), forsøger med alle midler at forhindre afsløringen. Daniel flygter sammen med sin kæreste Jane Blankenship (Eve Hewson), og nettet strammes om dem.

Samtidig oplever meteorologen Margaret Fairchild (Emily Blunt) noget uforklarligt under en direkte transmitteret vejrudsigt. Hun begynder pludselig at tale i kliklyde, og snart viser det sig, at hun har evner, hun hverken forstår eller kan kontrollere. Hendes spor og Daniels flugt bevæger sig gradvist mod hinanden, indtil de to historier støder sammen.

Flugten fører dem gennem et USA, hvor næsten enhver institution kan være kompromitteret, og hvor spørgsmålet ikke længere bare er, om rumvæsenerne findes, men hvem der ejer sandheden om dem. Spielberg bygger filmen op som en klassisk jagtthriller: telefoner spores, mødesteder kompromitteres, biler forfølges, og alle sikre opholdssteder viser sig hurtigt at være midlertidige.

Filmens bedste sekvenser er dem, hvor den ydre action og den indre desorientering smelter sammen. Margaret er et menneske, der fysisk og mentalt forandres af den hemmelighed, hun kommer i berøring med. Daniel har tasken fuld af brandvarme usb-stik, der kan vælte hele verdens selvforståelse. Som de nærmer sig afsløringen, bliver konflikten derfor både politisk, religiøs og eksistentiel: Hvad sker der med menneskeheden, hvis den får at vide, at den aldrig har været alene?

Alle spiller fremragende, især Emily Blunt, der giver Margaret en blanding af skrøbelighed, beslutsomhed og stigende rædsel. Josh O’Connor fungerer fint som den nervøse, pressede whistleblower, og Colin Firth er effektiv som den kølige repræsentant for systemets værste refleks: ikke at forstå sandheden, men at kontrollere den. 

Teknikken er som sædvanlig tiptop. Spielberg kan stadig instruere ren spænding, så man mærker det i hele kroppen, og filmen har flere stærke hooks og lange suspenseforløb, der presser tilskueren ud på kanten af sædet i næsten to en halv time. Især scenen med Daniel og Margarets bil, der bliver slæbt efter et tog, er noget af det bedste action, jeg længe har set.

Det er også imponerende, at filmen får samlet de personlige tråde omkring hovedpersonerne til sidst. Problemet er bare, at 'Disclosure Day' foregiver at handle om den store afsløring af, at der eksisterer rumvæsener, men filmen er i bund og grund en godt to timer lang jagtthriller, og rumvæsenerne derfor mere en McGuffin end en egentlig idé, omtrent som attachétaskerne i 'Ronin' og 'Pulp Fiction'.

Men jo, man er godt underholdt. Det kunne dog have været endnu bedre, hvis man havde strøget nogle af gentagelserne og de belærende diskussioner om, hvorvidt menneskeheden – især det religiøse segment – skulle være klar til sandheden. Der ligger måske en halv time dér, som filmen ikke har brug for. Spielberg og hans manusforfatter David Koepp vil gerne lave både konspirationsthriller, UFO-mytologi, actionfilm, komedie, karakterdrama og civilisationsfilosofi, og det hele kan ikke være lige vigtigt hele tiden. 

Og hvad ender det så med? Lægger de stridende statsledere atombomberne på hylden og omfavner hinanden? Eller er de bedøvende ligeglade med de rumvæsener, der åbenbart hele tiden har været her og aldrig har udgjort noget større problem – bortset fra lejlighedsvise bortførelser af uskyldige mennesker, ødelæggelse af kornmarker og mishandling af køer? Hvis du virkelig vil vide det, må du læse spøjlerfeltet – eller bedre endnu: købe en billet. For trods et rodet manuskript er “Disclosure Day” bestemt værd at se.