Den 8-årige Aurora (Sophie Sloan) bor sammen med sine forældre i en stor og fin lejlighed i en ældre ejendom i New York, nær Chinatown. Hun er en kvik og tænksom pige med en særdeles livlig fantasi. Hun er ikke er bange for noget som helst, bortset fra monstret under hendes seng, en monstrøs nullermands-kanin (titlens 'dust bunny'), som vil æde hende hvis hun rører gulvet. En dag ælder kaninen hendes forældre - det er i hvert fald hvad hun tror der sker. Så hun hyrer sin nabo (Mads Mikkelsen), en hitman som hun tror er monsterjæger, til at udrydde monstret. Han opdager hurtigt at der er blandt andet affyret maskinpistoler i forældrenes soveværelse og konkluderer at de er blevet nakket af professionelle mordere. Det var ham selv, der var det intenderede offer, og Auroras forældre blev myrdet fordi de så morderne - som nok vil vende tilbage for at gøre det af med ham selv og Aurora, hvis de tror at hun har set noget. Så han sætter sig for at beskytte pigen og gøre det af med morderne, før de gør det af med ham. Her kan man næppe undgå at tænke på Luc Bessons Léon (1994), men filmen udvikler sig snart i en hel anden retning (som ikke skal afsløres her).

Filmen er virkelig flot og gør god brug af varierende kameravinkler og farvepaletter. Mads Mikkelsen gør det udmærket som den lurvede hitman med et dybt begravet hjerte af guld, selvom jeg ikke kunne lade være med hele tiden at se Viggo Mortensen i rollen. Men det er Sophie Sloan, som stjæler billedet, som det så ofte er tilfældet når børn spiller over for voksne. Jeg kunne godt forestille mig at der venter hende en stor filmkarriere, ligesom det skete for Natalie Portman efter Léon, men det vil tiden vise. Jeg kunne vældig godt lide filmen, men jeg tror at det er en, der virkelig kan dele vandene. Temaet med en en moden, livstræt kriger, som tager sig af et forældreløst barn, er set mange gange før - ud over Léon kommer jeg også til at tænke på Logan (2017), The Road (2009) og de mange japanske film om Lone Wolf and Cub - men her bliver det serveret med et twist, som nok ikke er helt uventet, hvis man følger ordentligt med, men alligevel ganske underholdende når det kommer.

Anmeldelse: Léon

5 ud af 5 potteplanter. Det er afgørende at slå fast fra begyndelsen, at denne anmeldelse handler om det europæiske director’s cut på 133 minutter, ikke den amerikanske, nedklippede og 24 minutter kortere version, som blev vist i biograferne, også her i...