Efter døtrenes mors død vender den fraværende filminstruktør Gustav (Stellan Skarsgård) tilbage til familien og forsøger at genetablere kontakten til Nora (Renate Reinsve) og Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas). Samtidig vil han lave en ny film – løst baseret på familiens egen historie – og tilbyder Nora hovedrollen. Hun tøver, mens en amerikansk stjerneskuespiller, Rachel Kemp (Elle Fanning), viser langt større begejstring for projektet. Det sætter gang i et familiedrama om gamle sår, skyld og forsoning.

På papiret er det muligvis stærkt stof for yndere af nordisk slowburner-psykologi a la Bergman. I praksis er det  en overraskende åndløs og gudsjammerlig kedelig forestilling.

Joachim Trier iscenesætter på sin sædvanlige manér: Billederne er smukke, efterårslyset blødt, og kameraet dvæler kærligt ved ansigter og rum. Men jo længere filmen skrider frem, desto mere prætentiøs og følelsesmæssigt hul føles den. Personerne taler og taler, men man mærker dem sjældent.

Strukturen bliver hurtigt monoton: to mennesker mødes, en tung samtale nærmer sig noget smertefuldt, de stirrer længe på hinanden, og så gentager mønsteret sig i næste scene. Det er tydeligvis tænkt som psykologisk dybde, men dramaturgisk er det en gang ligegyldig langhalm.

Renate Reinsve gør sit bedste som den indestængte Nora, og Elle Fanning tilfører Rachel et strejf af sårbar nysgerrighed. Stellan Skarsgård har enkelte nuancer som den selvoptagne far, men figuren forbliver mærkeligt fjern. Ingen af dem får rigtigt lov at bryde igennem filmens kølige glasvæg.

Tematisk vil Trier tydeligvis fortælle noget om kunst, familie og uforløst skyld. Problemet er, at filmen hele tiden antyder dybde uden for alvor at levere den. Den føles tænkt mere end følt, som om publikum forventes at projicere betydning ind i lange, pæne pauser.

Og så er 135 minutter alt, alt for meget. Filmen føles endda mærkbart længere, fordi motoren konsekvent kører i tomgang. Der er smukke øjeblikke undervejs, men de drukner i gentagelser og selvhøjtidelig dvælen.

’Affektionsværdi’ har sine kvaliteter. Den er velspillet, nydeligt fotograferet og tydeligt ambitiøs. Men også prætentiøs og overraskende livløs af en film om betændte familierelationer at være. 

Men hallo! Den vandt i Cannes og fik en Oscar for bedste udenlandske film, så det er ren chokolademousse for Grand/Gloria-segmentet, men hvis du vil i biografen for at blive underholdt, skal du bare holde dig langt væk.