Alita: Battle Angel (2019)

Jeg er ikke den vilde mangafan og kender ikke forlægget, men Robert Rodriguez' filmatisering efter James Camerons manus topper i al fald alle tidligere cgi-mastodonter. Der er knald på liggehønen fra start til slut i eventyret om cyborgen Alita (Rosa Salazar), hvis hoved bliver fundet på en losseplads af robotmekanikeren doktor Ido (Christoff Waltz) og koblet sammen med en kunstig krop, han oprindelig lavede til sin lamme datter, der døde, før hun kunne tage den i brug. Selv om Alita intet kan huske om sit tidligere liv, finder vi hurtigt ud af, at hun er rigtig, rigtig god til kampsport og forstår at overleve farerne i Jernbyen, en skrotbunke af en efterkrigsmetropol, der ligger i skyggen af et svævende monstrum ved navn Zalem, som styres af den gådefulde Nova (spillet af en ukrediteret Edward Norton, som vi nok skal få at se i den uundgåelige fortsættelse), hvis håndlanger nede på jorden, Vector (den allestedsnærværende Mahershala Ali, som i disse dage synes at true Samuel Jacksons position som Negro Numero Uno), gør livet surt for de overlevende efter den katastrofale krig, der kaldes Syndefaldet. "Alita: Battle Angel" er en film for alle sanser, men dog især øjenguf, og selv om historien har stjålet med arme og ben fra både "Pinocchio", "Rollerball" og alle mulige andre gode historier, er udførelsen noget nær perfekt. Mit indre legebarn smiler stadig.