Vi er i en parallelverden, hvor personer, der skal dø, har lov til at få lavet en klon, der kan overtage og føre deres liv videre til glæde for den efterladte familie. Lyder som en interessant idé, bortset fra at kloningen kun tager en time, og at klonen har samme alder som originalen og kan tale formfuldendt engelsk, men i øvrigt ikke ved noget om originalen og skal trænes op. Alene det er så idiotisk uigennemtænkt, at jeg havde meget svært ved at tilsidesætte min skepsis og nyde Karen Gillans og Aaron Pauls udmærkede præstationer. Hvis man alligevel sluger kamelen og ser videre, bliver det en smule interessant, da klonen ligesom skyggen i H.C. Andersens eventyr viser sig at have sin egen dagsorden og overtager originalens kæreste. Men det hele går endegyldigt op i hat og briller, da den terminalt syge Sarah (Gillan), pludselig får det bedre, og det så ved en tvekamp til døden skal afgøres, hvem af de to der skal have lov til at leve videre. WTF?! I vores verden kan tvillinger da godt leve side om side i skøn samdrægtighed. Det giver absolut ingen mening, og oven i dette rod kommer så en “smart” og åben slutning. Alt dette samt den lave produktionsværdi får mig til at lande på et meget elskværdigt 2-tal.