Dette er den femte filmatisering af en af Jussi Adler Olsens bøger, og skuespillerholdet er skiftet ud efter anmodning fra forfatteren, hvilket er både godt og skidt. Godt er det, at Ulrik Thomsen har fået hovedrollen som den gnavne og uempatiske Carl Mørck i stedet for Nikolai Lie Kaas, som ikke rigtig fangede figuren. Skidt er det, at Assad er blevet en bifigur, og at den comic relief, der lå i den sproglige pingpong mellem Mørck og Assad, er pist væk. Også sekretæren Rose er trådt i baggrunden som ligegyldig og tilmed bevæbnet politikvinde. Jussis skæve univers er nu straight police procedure uden finurligheder. Jeg kan skrive meget negativt om de første fire film, især “Flaskepost fra P”, men scenerne fra Mørcks kælderlokale på Politigården havde dog en vis stemning, som mangler her, hvor man tilsyneladende er flyttet op på de øvre etager og udelukkende taler business.

Historien er ret ligetil og følger i hovedtrækkene bogen. Sigøjerne virker autentiske, fordi de formentlig er det. De taler i hvert fald et fremmed sprog og ligner etniske romaer. Titelrollen som drengen Marco er godt udfyldt, og romaskurken Zola er tilpas skræmmende. De etniske danske banditter i habitter spilles Caspar Phillipson og Anders Matthesen, og sidstnævnte er et uheldigt valg, fordi man hele tiden kommer til at tænke på Onkel Stewart og andre af Matthesens komiske figurer, hvilket er knap så heldigt i en film med skumle slyngler.

Billedsiden er mørk og dyster, som det sig hør og bør, men mange detaljer forsvinder simpelthen, fordi fotografen og instruktøren (Martin Zandvliet) har en besynderlig forkærlighed for closeups, der fylder hele billedet og så at sige kommer til at stå i vejen for baggrunden. Jeg tror ikke, jeg har set så mange nærbilleder i en film siden Sergio Leone, der dog også forstod at male landskaber.