Spider-Man: Into the Spider-Verse (2018)

Dengang jeg skrev Dimensionsdetektiven 1 sidst i firserne, var parallelle verdener ikke noget, man snakkede meget om. Nu støder man på dem dagligt i al slags fiktion, således også i denne animations-extravaganza, som fik en velfortjent Oscar.

Superskurken Wilson Fisk, også kendt som Keglekongen, har i håb om at blive genforenet med sin familie lavet en maskine, der kan åbne for andre dimensioner, men systemet kortslutter, og pludselig suppleres den nyfødte lokale Spider-Boy med en masse superhelte fra andre dimensioner, inklusive den Peter Parker, vi kender, en sort-hvid Spider-Man Noir, animé-pigen Peni Parker, en funny animal-gris (Spider-Ham alias Peter Porker) samt Gwen Stacy alias Spider-woman, alle kendt fra Marvel-serier, der er spinoffs af den oprindelige Spider-Man, skabt af Stan Lee og Steve Ditko. Det lyder som noget ufatteligt rod, men det lykkes over al forventning filmens skabere at få samling på galskaben, ikke bare på historiesiden, men også grafisk. Selv afdøde Roy Lichtenstein får lov til at betale en del af sin stilistiske gæld til genren tilbage under de flotte rulletekster (eller hvad de nu hedder, når de ikke ruller). 

Flot, underholdende og anderledes.