'The Annihilation of Fish' er et spøjst lille mirakel – og et eksempel på, hvordan en film kan blive lagt på hylden i et kvart århundrede, ikke fordi den er dårlig, men fordi den er ude af takt med sin egen tid. Optaget i 1999, skrinlagt efter Toronto-festivalen samme år på grund af hård kritik og først nu genopstået i restaureret form, efter at alle tre hovedkræfter, James Earl Jones, Lynn Redgrave og Margot Kidder har forladt os.

Historien er enkel og vidunderligt skæv. Fish (Jones), en jamaicansk immigrant, er netop blevet udskrevet fra en psykiatrisk institution og bruger sin tid på brydekampe med en usynlig dæmon ved navn Hank. I værelset overfor flytter Poinsettia (Redgrave) ind: en alkoholiseret enke, der netop har opgivet sin fantasikæreste, komponisten Giacomo Puccini, fordi ingen ville vie dem. Hun og Fish bor begge i et pensionat styret af en excentrisk, men forstående værtinde (Kidder), og langsomt opstår et forhold mellem de to logerende, der begge befinder sig milevidt uden for normalitetens grænser.

Filmen skjuler på ingen måde, at de er åbenlyst sindslidende – men den insisterer på, at det ikke nødvendigvis diskvalificerer dem fra kærlighed – en romantisk præmis, der er både rørende og konsekvent gennemført. Filmen er ikke fortalt med klinisk distance, men med en næsten moderlig mildhed og byder på øjeblikke med både screwball-humor og også sårbarhed, især i de scener hvor Jones og Redgrave blot taler sammen uden ironi eller forstillelse.

At filmen i 1999 blev jordet af kritikken, virker i dag helt vanvittigt. Anklagen var ikke bare, at filmen var sær, men at den var forkert: for utidssvarende, for excentrisk, for markedsuvenlig. Romantik og sex mellem ældre mennesker, spillet uden sarkasme – den ene sort, den anden hvid –  blev nærmest mødt med væmmelse. Det siger betydelig mere om tiden – og kritikken – end om filmen.

Som helhed er 'The Annihilation of Fish' ujævn. Tonen svinger fra fjollet til alvorlig, mental sygdom behandles forholdsvis letbenet, og man kan godt forstå, hvorfor filmen kan virke frastødende, hvis man ikke er villig til at møde den på dens egen frekvens. Men rammer man den, er den svær ikke at holde af. Ikke fordi den er virtuos, men fordi den er stædig, menneskelig og komplet ligeglad med tidens moral. Den har en sjælden ro, en rørende interesse for skæve eksistenser skildret af tre fantastiske skuespillere, og en insisteren på, at film ikke behøver være formet af markedslogik for at være værd at se.