Ferrari (2023)

Michael Mann er tilbage som filminstruktør efter otte års pause, og han er stadig i topform, denne gang med en biopic om bilproducenten Enzo Ferrari. Projektet har været længe undervejs, da en af manuskriptforfatterne, Troy Kennedy Martin, døde i 2009, men den har været værd at vente på. 

Man har klogeligt valgt at koncentrere sig om ét skæbneår i Enzo Ferraris liv, 1957, hvor både hans forretning og ægteskab er i dyb krise. Den eneste vej ud af en truende konkurs er at vinde det store Mille Miglia-løb, så der kan blive solgt flere sportsvogne, men konkurrenten Maserati er en alvorlig trussel. Og på hjemmefronten ryger Enzos kone Laura op i det røde felt, da hun opdager, at han har en hemmelig søn med en af sine elskerinder.

Jeg har indtil nu ikke været den store fan af Adam Driver, som jeg fandt fejlcastet i Star Wars, Men han yder en solid og overbevisende præstation i titelrollen som bilfikseret, introvert knudemand, lidt a la rollen i "House of Gucci", men bedre her, synes jeg, og Penelope Cruz er intet mindre end fremragende som Laura og stjæler rampelyset i hver eneste scene, hun er med i. 

De to historier om privatlivet og det altafgørende racerløb er flettet fermt sammen, tidsbilledet er noget nær perfekt, og jeg er ganske tilfreds med resultatet. Men der skal nok være racerfans, der synes, filmen er langtrukken og kedelig. Det store løb til sidst er dog eminent og spændende skildret. Hvis du ikke kender udfaldet og gerne vil overraskes, så se filmen, før du dykker ned i detaljerne. Så siger jeg ikke mere. 

Anmeldelse: House of Gucci

3 ud af 5 modehusspektakler. Samtlige skuespillere er i topform i Ridley Scotts fortælling om lejemordet på Maurizio Gucci, men hvorfor den absolut skal serveres som farceagtig italiensk soap opera med ironiske musikklip-kommentarer, er lidt besynderligt. Men...