Suzume (2022)

Makoto Shinkai har tidligere været aktuel i danske biografer med tegnefilmene Weathering With You (2019) og Your Name (2017), og denne film følger samme skabelon, hvor unge mennesker i nutidens Tokyo bliver blandet ind i overnaturlige begivenheder som kan have store konsekvenser for mange mennesker. Dramaet, der ikke er uden omkostninger for vores helte, bliver blandet med romantik og humor.

I dette tilfælde følger vi gymnasiepigen Suzume, som på vej i skole på cykel bliver stoppet af Souta, en flot, ung mand, der spørger hende om der er nogle ruiner i nærheden, for han leder efter en dør i en ruin. Hun udpeger et forladt sanatorium oppe i bjergene, men senere beslutter hun sig for at tage op til sanatoriet for at se hvad det hele går ud på. I sanatoriet ser hun ingen spor af Souta, men midt i en oversvømmet gårdsplads står en rest mur med en dør. Da hun åbner den, åbner en helt anden verden sig for hende – men da hun går igennem, havner hun tilbage på pladsen. Hun er ved at snuble over en dekoreret kilesten, som hun hiver op af jorden, hvorefter den bliver forvandlet til en kat, der løber sin vej. Mystificeret tager hun i skole igen.

I skolen kigger hun ud af vinduet og får øje på noget der ligner en mægtig, rød røgsøjle, som stiger op fra bjerget, hvor sanatoriet ligger – men ingen af hendes kammerater kan se noget usædvanligt. Afsted igen op til sanatoriet, og det bliver starten på et surrealistisk eventyr, der sender Suzume på en rejse godt omkring i Japan, mens Suzumes moster, som hun har boet hos siden hun mistede sin mor som lille barn, bliver stadig mere bekymret. Hvad det hele nærmere går ud på, vil jeg ikke afsløre, men blot sige at det involverer gammel japansk trolddom og mægtige åndevæsner (kamier). Undervejs på rejsen møder Suzume en håndfuld sympatiske mennesker, som hjælper hende på vej uden at spørge for meget til hvad hun laver alene og hvorfor hun slæber rundt på en trebenet barnestol (det er heller ikke nemt at forklare).

Filmen er charmerende, spændende og følelsesladet, og animationen er flot med realistiske landskaber, som de vanligt anime-karikerede figurer bevæger sig rundt i. Nogle kalder Makoto Shinkai en arvtager for Hayao Miyazaki, men det synes jeg ikke er retfærdigt over for nogen af de to. De eneste fællesnævnere mellem de to tegnefilmskabere er at deres hovedpersoner er unge mennesker med gåpåmod, der bliver blandet ind i fantastiske begivenheder. Deres tegnestile er meget forskellige, og hvor Miyazaki generelt lader sine historier foregå i fortiden eller fantasiverdener, er Shinkais solidt forankret i nutiden. Begge dele har deres styrker, som filmskaberne forstår at benytte sig af. Hvis jeg endelig skulle pege på en arvtager for Miyazaki, ville det blive hans elev Hiromasa Yonebayashi (Ariettys hemmelige verden, Marnie, Mary og den magiske blomst). Miyazakis arvtager eller ej, Shinkai er bestemt en filmskaber man bør holde øje med, og Suzume kan varmt anbefales.