Filmen starter som en af De Palmas ringeste, og det siger ikke så lidt, men bare vær tålmodig. Efter en halv time finder han formen, og filmen forvandler sig pludselig til en absolut mesterlig, men også ret fjollet, De Palma-klassiker med alle de tricks, han mestrer: giallo-mord, erotisk-neurotisk drama, split diopter og split screen, tordnende melodramatisk musik af Pino Donaggio, plot-twist på plot-twist, syret klipning og kameraarbejde.

Jeg tror ikke, at han nogensinde har været på en rigtig arbejdsplads, og de mange kontorscener i starten er ret tåkrummende. Men det gør ingenting, da han først lader lyd, billede og sit utæmmede instruktør-id overtage filmen.