Lystspil skal jo forestille at være sjove, så jeg forstår slet ikke, hvorfor denne komplet umorsomme Jennifer Lawrence-film har fået så god kritik i hjemlandet. Måske fordi den udfordrer et tabu, som vi har accepteret her i Danmark i århundreder: at det er i orden at tage mod betaling (penge eller naturalier) for sex. Det sker jo for pokker i ethvert parforhold overalt i verden, men er åbenbart stadig opsigtsvækkende i USA, selv om det var amerikaneren Robert F. Heinlein, der lærte os talemåden "There ain't no such thing as a free lunch". 

Nå, men det er altså stort set, hvad filmen handler om. Jennifer hyres af en 19-årig nørds forældre til at forføre deres generte og akavede søn og introducere ham for voksenlivets glæder. Betalingen er en Buick, og da hun står og mangler en bil, slår hun til. 

Jeg grinede ikke en eneste gang undervejs og så slutningen komme allerede under forteksterne.