Perry Mason (tv-serie) (2020–2023)

Perry Mason var min barndoms tv-advokat i skikkelse af Raymond Burr, der senere blev Ironside og siden igen Perry Mason, og han var en del anderledes end den lurvede privatdetektiv, vi præsenteres for i denne serie, som heller ikke  har meget med Erle Stanley Gardners 80 romaner at gøre ud over persongalleriet, som til gengæld er bevaret, om end i nye klæder. Sekretæren Della Street er til damer, og efterforskeren Paul Drake er ─ gys! ─ neger med alt, hvad det indebærer i tredivernes USA. Perrys senere ærkefjende, statsadvokaten Hamilton Burger, er også med, men ikke rigtig trådt i karakter endnu. Fremhæves bør naturligvis Matthew Rhys (”The Americans”) i titelrollen og ligeså den altid strålende John Lithgow som Perrys mentor og ejer af det advokatfirma, han kommer til at overtage.

Når Perry Mason i de første seks afsnit af otte (sæson 1) præsenteres som detektiv i stedet for advokat, er det, fordi det her er hans forhistorie, som har tydelig lighed med Tom Tykwers “Babylon Berlin” på alle fronter: Den usoignerede forbryderjagende hovedperson plages af traumer fra Første Verdenskrig og omgås diverse skæve eksistenser i storbyens underverden omkring 1930, fremragende gengivet af både sceno- og fotograf. Serien blev i starten udviklet af Nic Pizzolato, der dog forlod den for at hellige sig sit hjertebarn, “True Detective”, og det skinner også igennem på den fede måde. Resultatet, som nok er århundredets hidtil bedste L.A. Noir-serie, er intet mindre end fremragende. Og bare rolig ─ naturligvis ender Perry Mason som den forsvarsadvokat vi kender. Men der er trængsler på vej til stjernerne.

I anden og sidste sæson er der gået et par år både i serien og virkeligheden. Perry Mason er trådt i karakter som advokat, og scenografien, kostumerne, skuespillet og cinematografien er stadig førsteklasses, men jeg er utilfreds med manuskriptet, der kører på forslidte krimiklicheer: Korrupte politifolk og politikere, rige og bundrådne erhvervsfolk og fattige, ædle chicanoer. Jeg savner den whodunit-mystik, som var drivkraften i den gamle serie med Raymond Burr, hvor Paul Drake i sidste sekund møder op i retssalen og overdrager det fældende (og altid overraskende) bevis til Perry. Anden sæson er bestemt seværdig, men oser af socialrealisme og wokeness (hvide overklasserøvhuller, sorte og brune proletarer og forfulgte homoer). Sæsonen koncentrerer sig beklageligvis mere om hovedpersonernes private problemer end den indbyggede og ikke spor overraskende mordsag.