Det er længe siden, Predator-serien har virket så usædvanlig tilbagelænet og selvsikker. 'Badlands' finder et sjældent leje mellem lethed og håndværksmæssig præcision og signalerer allerede i åbningssekvensen, at den vil noget andet end endnu en mekanisk gentagelse af franchise-formlen – og den fastholder grebet.

Instruktøren Dan Trachtenberg, der tidligere leverede den stramme og realistiske 'Prey', virker her mere legende, uden at det tipper over i selvironisk pjank. Resultatet er en film, der tør give predatoren egentlige karaktertræk: ikke blot instinkt og vold, men sprog, temperament og indre logik. Overraskende nok fungerer det.

Vi følger vi en ung predator, der trues af udstødelse fra sit samfund efter et fejlslagent ritual. På en fjern og brutal planet tvinges han til at samarbejde med en menneskelignende androide (Elle Fanning) og et mærkværdigt væsen  ved navn Bud for at overleve utallige farer. Undervejs udvikler relationen sig fra gensidig mistillid til et skrøbeligt partnerskab, mens predatoren konfronteres med, hvad ære, styrke og identitet egentlig betyder.

Filmens verden er dens største styrke. Fortællingen udspiller sig i et gennemført fjendtligt univers, et økosystem uden sikre zoner, hvor hvert nyt væsen fremstår som en potentiel trussel. Worldbuildingen er konsekvent, dyster og visuelt overbevisende.

Kampsekvenserne holder. Predatoren fremstår stadig brutal og frygtindgydende, og selv om tempoet falder en smule i anden halvdel, kollapser filmen aldrig. Tværtimod udvikler den sig til noget så uventet som en makkerfortælling forklædt som science fiction.

'Predator: Badlands' er først og fremmest underholdning – men intelligent underholdning. Hvis serien skal fortsætte ad dette spor, bør Trachtenberg blive siddende i instruktørstolen. De seneste kapitler inklusive animationsfilmen 'Killer of Killers' har tydeligt vist, hvor forskellen ligger.