Christopher Nolans 'The Odyssey' fungerer stort set bedre end tidligere filmatiseringer, men består nærmest af tre film, der slås om både opmærksomheden og retten til at bestemme, hvad historien egentlig handler om.

Den bedste er fortællingen om en soldat, der efter tyve års krig og omflakken forsøger at vende hjem til et liv, han ikke længere passer ind i. Matt Damon er glimrende som Odysseus, der er hjemsøgt af Troja, de døde mænd og den sejr, som gjorde ham berømt. Han er stærk, snarrådig og farlig, men hans overmod kaster igen og igen besætningen ud i nye katastrofer.

Men på ét vigtigt punkt svigter Nolan sit forlæg. Hos Homer er Odysseus ikke den tro ægtemand, der blot længes efter Penelope. Han går i seng med både Kirke og Kalypso, mens Penelopes troskab betragtes som en selvfølge. Nolan har renset filmen for enhver antydning af utroskab og gjort ham til en moderne, romantisk ægtemand. Dermed forskyder han Odysseus’ moralske kompas afgørende. Hos Homer er han en fuldblods oldgræsk mandschauvinist og netop derfor mere sammensat.

Det svækker især sekvensen med Kirke, som ellers er et af filmens højdepunkter. Samantha Morton spiller hende med en mild høflighed, der gør hende langt mere skræmmende, end hvis hun havde stået og udspyet edder. Forvandlingen af mændene til svin er regulær cronenbergsk body horror, hvor kroppe og ansigter opløses i en pinefuld fysisk proces.

Morton er nok filmens bedste skuespiller efter Anne Hathaway, men Nolans løsning er ikke overbevisende. Odysseus modstår Kirkes magi og taler hende kort efter til fornuft, hvorefter hun gør svinene til mennesker igen. Hvorfor? Filmen giver ingen forklaring. Hos Homer bliver forholdet mellem dem seksuelt, og det forklarer i det mindste, hvorfor hun skifter fra fjende til hjælper. Når Nolan fjerner tiltrækningen, bliver hendes pludselige kovending utroværdig.

Det samme gælder Kalypso. Filmen fortæller ikke, at Odysseus er hendes elsker. Hun holder ham fanget og bedøver hans erindringer, men forholdets seksuelle karakter er væk. Charlize Theron virker desuden mærkeligt nutidig, og strandscenerne standser filmen næsten helt. De ligner mest reklameindslag med vaseline på linsen.

Den anden film i filmen, det mytologiske epos, er ofte formidabel, men flere passager reduceres til illustrationer. Skylla er næsten væk, før man har talt hendes seks hoveder, og de panserklædte laistrygoner dukker op uden nogen ordentlig forklaring.

Flugten fra kyklopen Polyfemos’ hule er til gengæld ren thriller, selv om Nolan har strøget fortællingens mest berømte påfund. Hos Homer gør navnet 'Ingen' flugten mulig, mens Odysseus’ efterfølgende praleri afslører hans sande navn, så Polyfemos kan bede Poseidon straffe ham. Nolan har bevaret Odysseus’ hovmod, men fjernet den skæbnesvangre afsløring af hans identitet. Det er en decideret faux pas.

Filmens behandling af guderne er tilsvarende ulogisk. I Wolfgang Petersens 'Troy' var de helt fjernet, og det fungerede glimrende. Nolan giver os Athene, som nærmest fungerer som Odysseus’ Jesper Fårekylling, men sagtens kunne have været undværet. Poseidon viser sig aldrig. Det frådende hav må gøre arbejdet alene, og det er også rigeligt. Det ville have klædt filmen at lade guderne være oldtidens poetiske forklaring på et ubegribeligt univers. De kunne være blevet omtalt og påkaldt uden nogensinde at vise sig, sådan som Gud normalt behandles i nutidige fortællinger.

I den tredje og alt for lange film i filmen, som vi kunne kalde 'I mellemtiden på Ithaka', har Penelope ventet i tyve år med en flok bejlende snyltegæster i paladset. Anne Hathaway er fremragende og fører sin egen krig uden våben. Robert Pattinson hygger sig i rollen som kujonen Antinoos, men Tom Holland er forkert som Telemachos. Han ligner Peter Parker til toga-party, og hans rejse får aldrig den nødvendige vægt.

Desværre trækker sprogtonen ned. Nolan har valgt et moderne transatlantisk engelsk, som forekommer lige så tonedøvt som Ole Bornedals nutidsdansk i '1864'. Da Odysseus siger “this fucking beach”, forsvinder bronzealderen med ét slag. Endnu værre er Telemachos’ “Dad”. Der findes en mellemvej mellem teaterpatos og amerikansk hverdagssprog. Nolan finder den ikke.

Han er langt sikrere med billeder. Hoyte van Hoytemas IMAX-optagelser er svimlende, skibene har vægt, og Troja fremstår som en virkelig by. Og den trojanske hest, der ligger halvt begravet i sandet ligesom Frihedsgudinden i 'Abernes Planet', er en opulent inside joke.

I den afsluttende kamp, hvor de tre fortællinger smelter sammen på Ithaka, er Nolan også på hjemmebane. Odysseus vender hjem forklædt som tigger, Penelope opstiller prøven med buen og de tolv øksehoveder, og paladset bliver skueplads for en voldsom og præcist koreograferet nedslagtning. Her får filmens temaer endelig vægt: desillusionen efter krigen, heltemodets skrøbelighed og spørgsmålet om, hvor meget en sejr egentlig er værd.

'The Odyssey' er både overvældende og frustrerende. Den skynder sig gennem flere af sine vigtigste begivenheder og går næsten i stå under andre. Den gør Odysseus enklere og pænere end sit litterære forlæg, men når Nolan rammer plet, er filmen storslået på en måde, som næsten ingen andre længere har råd eller vanvid nok til at give sig i kast med.