Væmmes du også over underlegen teknologi?

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 3. december 2021 - 17:30 [3]

Man kan have et nostalgisk forhold til gammel teknologi. Men jeg væmmes mest.

De letteste først«

En allergisk reaktion

Jeg bryder mig ikke om

  • Billedrørsfjernsyn og -monitorer. Blinker/flimrer, hyler, er uskarpe, bruger interlacing. Ptuuiii!
  • Kassettebånd: ringe dynamikområde, sus, støj, rummel, slør. Skidt betjening. Uf!
  • Vinyl-plader: ringe dynamikområde, dårlig stereoseparation i bassen, knas, støj, rummel, slør. Brugerfjendske. Wædwr!
  • VHS-bånd: uldent billede og lyd. Lidet robuste, væmmelige i brug. Føj!
  • Cd'er: fin lyd. Men alt for krævende hvad angår betjening og transport. Suk!
  • Dvd'er: ringe opløsning, ok lyd, rædderlig betjening. Det tager tit flere minutter at starte en film. Usch!
  • (UHD) Blu-ray: fint billede og fin bitrate på både lyd og billede. Men stadig ikke så let som at Chromecaste fra NAS eller streaming-tjeneste. Hrmpf!
  • Fotos på film/dias. Ikke digitale fotos voldsomt underlegne. Men besværlige.
  • Super8/Video8/miniDV/HDV. Wædrw!

Ingen nostalgi«

Det hjælper ikke, at jeg er vokset op med al denne nu underlegne teknologi og har haft fortrinlige oplevelser med den.

Jeg vil bare have tingene i bedst mulig kvalitet og med så lidt bøvl som muligt.

Det var mere end fint at se Den gode, den onde og den grusomme på ulden 14" billedrørs-tv med monolyd. Men det er bedre at se den på projektor med solid stereolyd (omend lyden er væsentlig bedre på nyere film).

Det var sjovt at spille 8-bit-spil i 25 fps og 256 farver. Men er i hvert fald oftest mere medrivende at spille 64-bit spil i 120 fps og en milliard farver.

Jeg gider hverken slæbe mine gamle computere eller tv-apparater ned fra loftet. Jeg kunne emulere dem, hvis jeg havde behovet.

Så de nogenlunde indlysende«

Jeg bryder mig heller ikke om

  • Regnbueeffekt på (gamle, billige, DLP-)projektorer.
  • Automatisk kontrast/lysstyrke etc. på skærme, tv og projektorer. Jeg sætter dem som regel i Game mode, Chroma 4:4:4 og justerer derfra.
  • Dolby støjreduktion, støjreducerende hovedtelefoner. Jeg skal virkelig være hårdt presset af støj (fly, sjældent tog) før jeg tænder for støjreduktion. I kassettebåndsalderen ville jeg også hellere have lidt mere klarhed og lidt mere sus end lidt mere indpakning.
  • Forkert formatforhold. Jeg ser helst videoer/film som ophavsmanden m/k ønsker at jeg ser dem. Der må virkelig gerne være sorte bjælker i top eller bund af et billede. Bare det ikke er strakt eller presset.
  • Sidechain compression. Populært sagt skruer de ned for resten af mikset for at fx. trommer kan komme frem i mikset - når der slås på dem. Her er et nyligt eksempel på voldsom sidechain compression.
  • Lav bitrate. Bækkener, rumklang, hi-hats lyder skidt, når der er tale om musik. Panoreringen hakker og der er digitalt snavs (også kendt som artifakter) i eksplosionerne, når det er en tju-bang film.

Det er fuldt ud muligt ikke at væmmes over flere af disse ting. Nogle mennesker kan vitterlig ikke se regnbueeffekten eller høre forringelserne i musikken ved lave bitrater. Hjerner, ører og øjne er ikke skabt ens.

Er man vokset op uden live-musik og med masser af sidechain compression, kan man også have udviklet en præference for dette, i mine anderledes opflaskede ører, ækle lydbillede.

Og så kommer vi til det svære.

Jeg tror at der er ét punkt, hvor jeg væmmes ved ny teknologi og sværmer for gammel, underlegen teknologi.

24 fps«

En af mine jævnaldrende siger direkte "JEG vil have gammeldags, underlegen, ulden, udtværet 24p, voksenble og kage til kaffen!"

Jeg tror på at min desktop og mine spil er blevet bedre af at få flere fps'er gennem de sidste årtier. 120 fps/Hz er bedre end alle de andre langsommere opdateringshastigheder. Grafik og spil ser simpelthen bedre ud.

Men jeg har et svagt punkt, når der skal ses film.

Jeg så Hobbitten med 48 fps og den så præcis ud som jeg havde ventet. Som den fineste soap opera nogensinde. Parykkerne, de falske skæg, rekvisitterne, skuespillerne - alt så åndssvagt ud.

Hver gang jeg har set en film med mange billeder pr. sekund, har det været umuligt for mig at leve mig ind i den. Jeg var hele tiden opmærksom på at sidde i et lokale med fremmede og kigge på en skærm, hvor folk i kostumer gik rundt.

- siger drengene fra Reddit.

At se filmen på denne måde, var tættere på det naturlige udseende. Men de knivskarpe kanter, især på menneskers ansigter, var endnu mere distraherende. Det var meget unaturligt. Det mindede om en billede dokumentarfilm i tv.

- fortsætter de på Cnet.

Jeg slutter mig til deres kor. Det lader til, at jeg, Hr. 120 fps, fortrækker mine film uldne og udtværede. Som var de optaget og gengivet  med gammel, underlegen teknologi!

Jeg har forsøgt at sige til mig selv, at jeg ikke er låst til 24fps, men blot reagerer på alt muligt tøjeri med automatisk kontrast, sortniveaujustering osv.

Men en grånende, tyk mand på Youtube siger at det (for os) irriterende unaturlige udseende klart skyldes billedhastigheden og skarpheden. To normalt gode ting afslører for mange fejl.

Vi lader til at have brug for uldne, udtværede billeder for at kunne leve os ind i en films slåskampe og biljagter.

Han følger det op med hårdt at konkludere at 24fps vil være med os til tid og evighed. Hans i alt halve times snak og eksempler er værd at kigge på for nørder.

Og her står jeg på en mærkelig måde. Til en afveksling kan jeg ikke lide ny teknologi. Jeg væmmes over sæbeoperaeffekten og piller ved alle indstillinger på alle mine skærme og projektorer, for at undgå den.

Og du?«

Er der teknologi, du væmmes over?

Er der indstillinger, du må justere på for at kunne udholde at bruge et givet apparat?

Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Kommentarer

Steven Snedkers billede

Jeg kan godt lide bøger og synes at biblioteker 🖫 og til nød boghandler meget smukke og opløftende. Videnskatedraler. Med det sagt elsker jeg nu også elektroniske bøger og www og læser mere på skærm end på papir.

Anonymouss billede

LP'er kontra Spotify ! Lyder LP'erne bedre end Spotify? Givet ikke. Men det krævede en indsats at høre musikken og vedligeholde LP'erne samt jeg nød både cover og eventuelle indlæg (hvem husker ikke Jazz-albummet med Queen ??). Dernæst skulle man få sin radioforhandler til at skaffe LP'en hjem, men gevinsten var at kunne sole sig blandt vennerne over at have forskellige LP'er og bytte dem rundt! Det var tider. Idag er musik en forbrugsvare på din mobil og ingen kender et album, men kun DET hit. Venner, familie og kolleger kigger meget undrende på mig, når jeg kan blive ekstatisk over en bestemt basgang (Thin Lizzy - Angel of Death) eller tromme-anslag (Metallica - hele albummet And justice for all). Vores interesser kan være såååå forskellige, men for dælen, hvor jeg savner dagene med LP'er og interesse for musik.

Og ja - jeg ælsker biblioteket og det at læse en bog i hånden ! Min far på 80 læser kun e-bøger, så der er gået noget galt med generationerne der :-D
De bedste sommerhilsner fra Lars Bech i Odense

Steven Snedkers billede

Først må jeg lige anbefale en registrering. Så får man eget billede, flere likes og man kan genfinde sine kommentarer.

Så går jeg i forsvar for 80 årige fædre og deres e-bogslæsere. Her får de altid en skriftstørrelse og kontrast, der passer dem. Det er en god udvikling. Ligesom mere intelligente høreapparater helt sikkert er en god udvikling.

Nuvel, til det interessante spørgsmål. Eksisterer fordybelsen kun der, hvor der ikke er overflod? Trækker overfloden al fordybelse med sig?

Det tror jeg faktisk ikke.

Jeg boede som barn tæt på et stort bibliotek med et stort musikbibliotek. Jeg hørte hundrevis af nye plader hvert år og læste i hvert fald 50 bøger om året i en periode. Der var overflod. Men den betød, at jeg kunne give nysgerrigheden frit løb og lytte tilk alt fra klassisk over rock til electro. Queens Jazz eller Van Morrisons Astral Weeks havde ikke mindre følelsesmæssig nedslagskraft fordi der var mange andre muligheder i overfloden. De havde så større følelsesmæssig nedslagskraft fordi jeg var mellem 17 og 22. Musik i dag sætter sig ikke så dybt.

Og dog.

De store soulsangere og Marc Rebillet, som jeg først har opdaget senere,

glæder mig næsten lige så meget som de gamle mestre, jeg lærte at kende mellem mit 17 og 22 år. Mushroom Trip med Rebillet er cirka lige så fornøjelig som Shaft eller Prodigy. Ikke et beat ligger forkert.

Jeg har også stadig et nogenlunde fællesskab om musiknydelse, selvom jeg er noget mere følelsesmæssigt størknet end for 30 år siden.

Og måske kan man få musikfællesskab online, hvis man ikke kan få det live.

Prog archives er et dejligt sted. Fortabte nørder med brug for progrock-frelse anmelder musik de hører med religiøs spænding. Utallige anmeldelser med utallige perspektiver. Youtubes musikvideoer har også et vist fællesskab i kommentarsporet. Eller hvad med Scott's Bass Lessons? Der er stor kærlighed til musik - helt uden at købe vinyl.

Jeg ville nok ty til onlinefællelskab før jeg ville købe en pladespiller.

Kan jeg så være ked af at ungdommen ikke har så meget fællesskab om musik som for 30 eller 50 år siden? Knapt nok heller. Ungdommen har spil, tv-serier oma. de kan føle noget for. Måske hører de ikke et helt album. Men så spiller de et helt spil eller ser en hel tv-serie.

Så, kort sagt, overflod og god kvalitet er vist generelt kun af det gode.

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.