Luc Besson kaster sig over Bram Stokers vampyrmyte og vælger at skildre Dracula som tragisk elsker. Fyrst Vlad (Caleb Landry Jones) mister sin hustru Elisabeta (Zoë Bleu) i 1400-tallet, vender sig i raseri mod Gud og bliver forbandet med evigt liv. Fire hundrede år senere vandrer han rundt i Europa i jagten på hendes reinkarnation, mens en præst (Christoph Waltz) forsøger at standse ham med kors og vievand til musik af Danny Elfman.

Idéen er ikke ny. Coppola gjorde i praksis det samme i sin Dracula-filmatisering fra 1992, og Besson slipper ikke helt fri af den skygge. At Van Helsing her er skrevet om til katolsk præst virker som et forsøg på at skærpe den religiøse konflikt – Draculas vrede mod Gud – men resultatet føles mest som en kosmetisk ændring.

Til gengæld er filmen en hjørnetand bedre end Robert Eggers’ Nosferatu. Eggers’ film byggede i sidste ende på den gamle ophavsretsomgåelse af Stokers roman. Besson har ingen sådan undskyldning. Når han alligevel vælger at skrive centrale elementer ud – især Renfield og hele Demeters rejse – føles det tæt på utilgiveligt for dem, der kender forlægget.

Caleb Landry Jones har til gengæld godt fat i rollen. Han ser i forvejen tilpas sær ud til at glide direkte ind i figuren, selv med ganske sparsom makeup. Hans Dracula er på én gang aristokratisk, sørgmodig og manisk. Zoë Bleu som Elisabeta/Mina virker desværre mere anonym. Hun fremstår lidt småkedelig og næsten pigeagtig i en film, der ellers er befolket af liderlige kvindemennesker. Hendes veninde Maria er langt mere interessant i mine øjne.

Christoph Waltz leverer solid rutine som den gejstlige vampyrjæger. Det pudsige er, at han på under et år har prøvet kræfter med både Dracula og Frankenstein. Hvis den gyserturné fortsætter, mangler han snart kun resten af den klassiske horror-samling: varulven, mumien, dr. Jekyll – og måske den usynlige mand.

For horror-publikummet er der rigeligt at komme efter. Hugtænder, halshugninger og bjørnefælder leveres i pæne portioner, og små Harry Potter-agtige djævle myldrer rundt i mørket. Besson sparer hverken på blodet eller de skrækromantiske effekter.

Visuelt satser filmen stort. Scenografien er næsten Barry Lyndon-agtig, hvad lys og kostumer angår. Men mærkeligt nok virker resultatet alligevel småkitschet – som et prestigeprojekt, der hist og her lugter af discount.

Det hele hænger nogenlunde sammen, og filmen er bestemt seværdig. Men den føles også som endnu en variation over en historie, der allerede er fortalt mange gange før.

Ikke dårlig. Men heller ikke udødelig. 

Anmeldelse: Nosferatu

3 ud af 5 Blodige tænder. Filmen er en genindspilning af F. W. Murnaus skrækromantiske stumfilms-mesterværk 'Nosferatu, eine Symphonie des Grauens' fra 1922, verdens første seriøse vampyrfilm, som i øvrigt var et Dracula-plagiat, der modtog et sagsanlæg fra...