Furiosa: A Mad Max Saga (2024)

Furiosa: A Mad Max Saga er forhistorien om Furiosa fra Mad Max: Fury Road, fortalt af en bifigur kun kendt som The History Man. Der er altså ingen garanti for at det er den sande historie om Furiosa, set fra Mad Max-filmenes univers, som vi bliver serveret for. Det kan også forklare at filmens Furiosa (Anna Taylor-Joy) ikke ligner Furiosa fra Fury Road (Charlize Theron) ret meget. George Miller valgte at udskifte Theron fordi han ikke syntes at den digitale foryngelsesteknik, der skulle gøre Theron 25 år yngre, virkede overbevisende. Personligt har jeg ikke så meget mod udskiftninger af skuespillere, bare den nye er god (som det er tilfældet her) - ellers ville jeg ikke have kunnet se nogen James Bond-film efter Sean Connery (om end man godt kan springe Roger Moores film over; se min caveat).

Vi møder først Furiosa som et barn på omkring 12 år (spillet af stortalentet Alyla Browne, som også medvirkede i Millers Three Thousand Years of Longing). Hun bor i en skjult, hemmelig dal hvor alting er grønt og godt, men bliver bortført af nogle motorcykelbanditter, som arbejder for bandelederen Dementus (Chris Hemsworth). Furiosas mor søger at befri hende, men bliver i stedet grusomt myrdet af Dementus, der adopterer Furiosa som sit eget barn. Det forhindrer ham ikke i at aflevere hende til Immortan Joe som en del af en byttehandel, der giver Dementus kontrollen over Gas Town. (Immortan Joe bliver spillet af Lachy Hulme, da Hugh Keays-Byrne, der spillede rollen i Fury Road, desværre døde i mellemtiden) Via sin snarrådighed og ukuelige mod stiger hun i graderne og bliver en praetor, elitekriger under Immortan Joe. Hun glemmer dog ikke Dementus' udåd, og da hun øjner muligheden for hævn, slår hun til. Men som så ofte går tingene ikke helt efter planen.

For mig var det bedste i filmen at se Furiosas vækst fra uskyldig pige til drabelig praetor, og selvom de meget lange scener med kampe på ørkenvejene var flotte og spændende, distraherede de i nogen grad for hovedhistorien - om end jeg forstår hvorfor de er der; det er trods alt det, filmgængerne forventer af en Mad Max-film (med eller uden Max). Det trækker min karakter et halvt point ned. Skuespillerne gør det dog godt, og kampscenerne er velkoreograferede, så filmen er bestemt værd at se. Men helt på højde med Fury Road er den ikke.