Megalopolis (2024)

Ayn Rand møder Fritz Lang og Federico Fellini i Francis Ford Coppolas 'Megalopolis', som i høj grad har delt vandene blandt alverdens kritikere og biografgængere.

Filmen er meget løst baseret på det historiske opgør mellem Catilina og Cicero i antikkens Rom år 63 før Kristi fødsel. Adam Driver spiller den visionære arkitekt Cesar Catilina, som fra sit penthouse i Chrysler-bygningen ønsker at forvandle "New Rome" (New York) til en moderne, spektakulær metropol ved hjælp af sit nobelprisbelønnede byggematerale megalon. Det huer ikke byens elite, anført af borgmester Cicero (Giancarlo Esposito), der ser Cesar som en farlig fantast, hvis kreative kondemneringer vil gå ud over byens jævne befolkning.

Jeg synes ikke, filmen er totalt kikset, for ligesom i Damien Chazelles 'Babylon' er billedsiden rent guld, og det er tydeligvis også den, Coppola har givet sin fulde opmærksomhed, men det ville have klædt ham at bruge bare en brøkdel af sit millionbudget på en professionel screenwriter eller i hvert fald ladet en script doctor se på manuskriptet, for det er dér, filmen virkelig halter.

Alt det andet: kamera, klip, scenografi, koreografi og kostumer er lige i øjet, og castingen er langt hen ad vejen perfekt ─ med et par undtagelser, som jeg kommer til om lidt.

Historien er skamløst planket fra Ayn Rands 'The Fountainhead' (1949), som også handler om en arkitekt, der nægter at gå på kompromis med sine visioner og bliver kæreste med en kvinde, der er tæt knyttet til hans værste konkurrent, i Coppolas version Ciceros datter, portrætteret af Nathalie Emmanuel, som viser sig at være en habil skuespiller, selv om hun til dato mest har været brugt som pynt. Som i 'The Fountainhead' er det kærlighedshistorien, der bærer det hele, og resten er kunstlet pladder og dekadente modeshows og orgier à la Fellini.

Giancarlo Esposito er som altid god, og Jon Voight er også fint castet som en bankmand, der deler både Donald Trumps manerer og svaghed for billige blondiner med dyb kavalergang og sorte hårrødder, her personificeret af den karismatiske Aubrey Plaza, som beklageligvis ikke får lov til at folde sig ud, som hun for nylig gjorde i 'Operation Fortune: Ruse de Guerre'. Det gør Shia LaBeouf til gengæld i en fjollet rolle som filmens trickster, der laver rav i den, mest fordi der mangler en sammenhængende handling og bare skal ske et eller andet på sidelinjen. Ham kunne vi sagtens have undværet.

Coppola havde sin storhedstid i halvfjerdserne med 'The Conversation', de to første 'Godfather'-film og 'Dommedag Nu', og denne film når ingen af dem til sokkeholderne. Men den er en fascinerende billedbog, og alene kameraets romance med Nathalie Emmanuel er alle pengene værd.
 

Anmeldelse: Babylon

5 ud af 5 tarmsyge elefanter. Babylon er en fantastisk film, hvilket en del kritikere da også kan se, men der er mange, som ikke kan lide den, heriblandt Oscar-komiteen, som kun har nomineret den for kostumer, musik og production design. Det er mig aldeles...

Anmeldelse: Kun den stærke er fri

4 ud af 5 kompromisløse sigma-hanner. Ayn Rand er kendt, elsket og hadet for sin kontroversielle hyldest af individualismen i bøger som "The Fountainhead" og "Atlas Shrugged". "The Fountainhead" var en bestseller-mursten fra 1943, som man fandt svær at...

Anmeldelse: Operation Fortune: Ruse de Guerre

3½ ud af 5 ukrainske gangstere. I Guy Ritchies nyeste spionkomedie præsenteres vi for en freelance-agentgruppe bestående af blandt andre briten Orson Fortune (Jason Statham) og amerikanske Sarah Fidel (Aubrey Plaza), som med hjælp fra hollywoodstjernen Danny...