Milliard dollar hjernen (1967)

Harry Palmer (Michael Caine) har forladt efterretningsvæsenet og slået sig ned som privatdetektiv. En anonym klient hyrer ham til at levere en tilsyneladende normal pakke til Helsinki, men den viser sig at indeholde en virus, som en megaloman texansk milliardær ved navn Midwinter (Ed Begley) og hans supercomputer (kaldet 'Hjernen') vil bruge til at tvinge Sovjetunionen i knæ. Palmers tidligere chef, oberst Ross (Guy Doleman), tvangsrekrutterer ham igen og giver ham ordre til at få fat i virussen, og dernæst går turen til Texas.

Hvis du synes, det lyder som en Bond-film, har du ganske ret. De paranoide koldkrigshistorier fra de tidligere film er afløst af et actioneventyr, og russerne ─ personificeret af oberst Stok (Oscar Homolka, som vi også så i 'Opgør i Berlin') ─ skildres som pragmatiske og fredelige mennesker, der bestemt ikke ønsker ballade. Men det gør den russerhadende Midwinter, som af sin mand i Helsinki, Leo Newbigen (Karl Malden) er blevet overbevist om, at Letland er klar til at rejse sig mod Moskva. I virkeligheden er Newbigen blot en svindler, der har fyldt Midwinter med løgn for at få penge til sin egen dekadente livsstil, men den godtroende milliardær har samlet en privat hær, der er parat til at angribe Letland, og det giver os filmens højdepunkt, en klar hyldest til Eisensteins 'Alexander Nevskij' med et bråvallaslag på en isdækket sø.

Manuskriptet er noget rod, og det gør det ikke bedre, at instruktionen blev overdraget til Ken Russell, der indtil da mest havde lavet tv-film om klassiske komponister og meget hellere ville lave arthouse-film. Det fik han dog ikke lov til af produceren Harry Saltzman, der havde stor succes med Bond og nu ønskede at gå sig selv i bedene. Det lykkedes dog Russell at få klistret en del absolut overflødige scener ind (en vane, han ufortrødent fortsatte i senere film).

Endnu et problem var, at den kvindelige hovedkraft, Françoise Dorléac, blev dræbt i en trafikulykke i Nice mellem optagelserne, så man måtte skrive manuskriptet om for at få det hele til at passe sammen.

Filmen er blevet kritiseret for, at amerikanerne vises som krigsliderlige tosser, og russerne til gengæld fremstår som fornuftige mennesker. Men vi må huske, at den er lavet sidst i tresserne, hvor venstrefløjen havde sendt amerikanerne i skammekrogen på grund af krigen i Vietnam, og at det er en britisk film. Men tankevækkende er det. 

Spøjst er det også at se, hvordan man på det tidspunkt mente, en supercomputer til en milliard dollars ville se ud. Betjent med hulkort og forsynet med masser af spoler og knapper, blip-båt-lyde, Donalds Sutherlands stemme og en datakraft, der vel svarede til en Commodore 64 fra firserne.

I øvrigt er dette ikke den sidste Harry Palmer-film med Michael Caine, men der skulle gå næsten 30 år, før der i 1995 og 1997 blev lavet yderligere to film med den bebrillede agent, 'Bullet to Beijing' og 'Midnight in Saint Petersburg'. De skulle efter sigende være under lavmålet, men ligger i skrivende stund på streamingtjenesten Prime, hvis nogen skulle have lyst til at se dem.

Anmeldelse: Opgør i Berlin

3½ ud af 5 falske pas. Denne koldkrigsthriller fra 1966 er den anden (og efter min mening bedste) af de tre tresser-filmatiseringer af Len Deightons romaner om arbejderklassens svar på James Bond, den bebrillede cockney Harry Palmer. Den første er 'Lynaktion...