Guardians of the Galaxy Vol. 3 (2023)

Den første Guardians of the Galaxy fra 2014 er nok min favorit-Marvel-film, med en nær perfekt blanding af action, humor, persondrama og klassisk rockmusik. Toeren fra 2017 kammede desværre lidt for meget over i overdreven fjolle-action og plat humor, så jeg var ret spændt hvordan denne tredje film, som formentlig er James Gunns sidste Marvel-film efter at han er blevet headhuntet af rivalen DC til at lede filmatiseringerne af DC-universet (vi har allerede set The Suicide Squad og spinoff-tv-serien Peacemaker fra hans hånd). Heldigvis er Gunn back on track med mindre fjolleri og mere drama, og jeg vil efter første syn rangere den på højde med den første (måske højere), selvom jeg er sikker på at ikke alle vil dele denne holdning.

Hvor Guardians of the Galaxy Vol. 2 startede med et stort actiondrøn, begynder Vol 3 mere roligt. Vi er på Guardians hjembase Knowhere (købt af The Collector), hvor vores (anti-)helte fredeligt er i gang med forskellige gøremål. Star-Lords er at drikke sig i hegnet. Han er stadig i sorg over at have mistet sin elskede Gamora i Avengers: Infinity War og frustreret over at den Gamora, som uventet dukkede op i slutningen af Avengers: Endgame ikke kan huske deres tid sammen og kun har foragt tilovers for ham. Som for at gnide salt i såret har denne Gamora ikke slutte sig til Guardians, men i stedet til en gruppe Ravagers ledet af Stakar (Sylvester Stallone). Freden bliver brudt da en gylden person med superkræfter (Adam Warlock, spillet af Will Poulter) kommer drønende for at kidnappe Rocket på vegne af dennes skaber, Den Højtudviklede (The High Evolutionary for tegneseriefans). Adam bliver slået tilbage, men Rocket er blevet hårdt såret, og han får det værre da Guardians forsøger at helbrede ham. Det viser sig Den Højtudviklede har installeret en sikring mod at der bliver fiflet med Rockets krop, inklusive helbredelse, og den stakkels ikke-vaskebjørn (“I am not a raccoon!”) vil dø i løbet af 48 timer hvis Guardians ikke kan få fingre i den adgangskode, der kan omgå sikringen. Men det kræver at Guardians bryder ind i Den Højtudvikledes nervecenter, der er bevogtet af avanceret teknologi såvel som dødbringende kyborg-væsener.

Scenerne med Guardians forsøg på at redde Rocket bliver krydsklippet til dennes febervildelser, hvor han genopliver scener fra sin egen tilblivelse som et lille dyr, der med elektronik og genteknologi bliver opløftet til et intelligensvæsen af Den Højtudviklede, som har sat sig for at skabe et perfekt samfund med perfekte væsener. Rocket viser sig at være et vigtigt element i planen, da han er den eneste af Den Højtudvikledes skabninger, der er i stand til at tænke nye tanker og opfinde nye ting. Vi får en række hjertenskærende scener, hvor den unge Rocket danner venskab med andre af Den Højtudvikledes forsøg, som han deler bur med; en odder med robotarme, en hvalros med to store hjul i stedet for bagben og en kanin med stålkæbe og mekaniske edderkoppeben. Disse scener er det bærende element i filmen og skaber dybe indblik i hvordan Rocket er endt som det bitre væsen, han er, og i hvor langt Den Højtudviklede er villig til at gå for at opnå sit mål. Kontrasten mellem Guardians kiksede planer og fjollede samspil og de dybt rørende og alvorlige løfter filmen et niveau over bare at være en vellykket actionfilm, men for biografgængere der bare vil have popcorn-underholdning, kan de virke forstyrrende. To af dem, jeg så filmen med, synes i hvert fald ikke så godt om den som om de to første.

Selvfølgelig spiller rockmusik også en rolle i filmen, denne gang fra den Zune, Star-Lord fik i slutningen af Vol. 2. Der er nogle fine numre med, blandt andet Rainbows’ “Since You Been Gone”, men overordnet set synes jeg ikke sangene ramte så godt som især i den første film. Men det skyldes måske bare at musikken i højere grad er af nyere dato og at min musiksmag langt hen ad vejen er frosset fast i 1970’erne.

Som nævnt er dette (sandsynligvis) James Gunns svanesang for Marvel og for Guardians, som han gjorde til en af de mest populære MCU-film. Man mærker at han føler figurerne og har sat en ære i at skabe en værdig afrunding af deres historie. Der kommer givetvis flere film med Star-Lord og/eller Guardians of the Galaxy (der er penge i skidtet), men man kan fint vælge at slutte her, hvis man ikke vil se figurerne ‘ødelagt’ af nye forfattere og instruktører. Man mærker også at skuespillerne har lagt sig i selen for at gøre afslutningen god. Det gælder især Bradley Cooper som Rocket, Chris Pratt som Star-Lord og Pom Klementieff som Mantis, men også Dave Bautista som Drax leverer nuanceret skuespil, der giver figuren mere dybde end vi før har set. Alt i alt føler jeg mig rigtig godt tilfreds med filmen, og selvom eventuelle efterfølgere viser sig at være kiksede, vil det ikke ødelægge min nydelse af James Gunns trilogi, som jeg tror bliver mere udødelige klassikere end næsten alt andet fra MCU.