Notitser
Et dårligt mobilkamera har sin egen stil
Et dårligt mobilkamers med dårlig, digital zoom har en særegen, kunstnerisk stil.
Med det sagt er det generelt bedre at eje et godt kamera, tage spændende billeder og så efterbehandle dem kunstnerisk, hvis man er i det hjørne.
B.T. unbaiter sig selv frivilligt
Unbait er en Chrome-udvidelse, der gør tabloidernes clickbait-overskrifter meget mere nyttige. Den er, på uendeligt tyndt grundlag, blevet truet til stilstand.
Men B.T. har faktisk en Unbait-knap på deres forside. Trykker man på "Nyheder" får man meget mere brugbare overskrifter. Som vi også kender det fra nærværende medies tabloid-forside.
Du kan se den store forskel på bait- og unbait-siderne ved at klikke på billederne herunder eller B.T., B.T. Nyheder.
Note: skærmbillederne i denne notits har fået udtonet fotografierne for at undgå ballade med Copyright Agent.
Vertikal nu kun seks måneder foran kunderne
I ChatGPT AI er vores gratis skribent hed det
"Også du kan få en gratis skribent af særdeles høj klasse. Det kommer til at betyde en hel del i fremtiden. Som er i næste uge."
Et halvt år efter, Berlingske: Tom Jensen beklager: Har nok alligevel sagt, at robotter skal erstatte journalister.
Uanset hvad alle mulige mennesker bedyrer, til alle mulige tidspunkter, vil maskinerne komme til at gøre mere af vores arbejde.
Gudskelov.
Sjove links om omskæring
Just the Tip of the Circumcision Debate. Der er kulørte ting i kanterne af omskæringsdebatten i USA.
Dansk porno-deepfaker får behandlingsdom
“Johanne Schmidt-Nielsen oplyser, at gerningsmanden i hendes sag er blevet dømt til at betale hende 40.000 kroner i tortgodtgørelse. Han er ligeledes blevet dømt til at betale godtgørelse til en række andre ofre [...] Derudover er han blevet idømt en behandlingsdom [...] var utilregnelig i gerningsøjeblikket.”
Deepfakes kan være en dyr hobby/besættelse.
Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg synes, at det er synd for Johanne, familien, vennerne og, når jeg er rigtig flink, personen der der så optaget af pornografiske deepfakes, at han får sig en behandlingsdom. There but for the grace of God go I osv. osv.
Shoigus søn slanger sig smægtende i sang
Shoigus søn er ikke ved fronten. Han synger smægtende pop. Første glimt at det priviligerede barn efter 3 minutter.
Det er en lille dille.
I 2021 var der hele tre oligark-børn med til MGP/Eurovision Song Contest.
Dekorationseneboer
Fordi du også - på køber- eller sælger-side - fascineres af ideen om en betalt eneboer i forbindelse med godset.
- The Strange, Short-Lived British Trend of Hiring Ornamental Hermits
- Before the Garden Gnome, the Ornamental Hermit: A Real Person Paid to Dress like a Druid
- Garden hermit
Og husk nu at jeg pt. sælger et gods så vældigt, at grunden kan udstykkes i to og nyudstykningen gives til en eneboer. Som man gjorde det i gamle dage.
Kampen mellem Unbait og clickbait: Chrome-udvidelsen står over for udfordringer og... retssager?
Unbait er en Chrome-udvidelse der udskifter ubrugelige clickbait-overskrifter med brugbare overskrifter.
Den er ved at forsvinde pga. høje driftsomkostninger og sabelraslen om sagsanlæg.
Som så ofte, når der er tale om lov om ophavsret, forstår chefredaktørerne og juristerne ikke så meget af sagen.
I Program oversatte clickbait hos Ekstra Bladet og B.T.: Nu bliver det lukket citeres Søren Sandfeld Jakobsen - juraprofessor på CBS og advokat i Gorrissen Federspiel - for
Dét her program går ind og roder i indhold, som andre har lavet. Som journalist har man ophavsret. Når man ændrer andres værker uden samtykke fra rettighedshaverne, så er det en selvstændig ophavsretskrænkelse. Det er ulovligt. Og det er strafbart,”
Det er en forrygende pose vrøvl.
Lov om ophavsret er aldeles irrelevant for dette program.
Det ændrer teksten på skærmen hos den bruger, der har installeret det.
Enhver dansker må ændre alt det de lyster på alt det, de kan på deres egen skærm. De må gøre det manuelt eller med lige de programmer de ønsker.
Får danskerne fingre i en papiravis, må de også ændre den 100% efter eget forgodtbefindende. De må strege bylines ud og tegne overskæg på alle politikerne.
Det er ikke en strafbar handling ifølge Lov om ophavsret.
Mit gæt er at den gode juraprofessor forstår teknologien 5% og loven 95%.
Men journalisten og redaktøren på Fagbladet Journalisten skulle selvfølgelig skamme sig over at viderebringe den slags. Det er journalistens og redaktørens job at luge så simple fejl ud inden de publicerer. Eller bare spørge kritisk.
Men det bliver værre.
Også Knud Brix vurderer, at tilføjelsesprogrammet er ulovligt. Han sammenligner rubrik-udbytningen med at bryde ind i en bagerbutik for at ændre på skiltene.
Den gode chefredaktør tror angiveligt at det, en bruger med Unbait kan se, også kan ses af resten af verden.
Enten er han meget inkompetent. Eller også "kommunikerer han strategisk" 😉😉🫷🫸 🤫.
Retræte
Åbenbart så strategisk at udvikleren af Unbait kalder det "juridiske uafklaret" og "forbundet med stor risiko for mig" at fortsætte med at have Unbait liggende i Chromes Web Store.
Det sidste - det med risikoen - kan han have ret i.
Selvom Lov om ophavsret er klokkeklar på området, vil det ikke nødvendigvis føre til, at et eventuelt søgsmål fra hovedrige JP/Politikens hus bliver afvist som åbenbart grundløst af foged- og byret. JP/Politiken er jo mere establishment end en bette udvikler, og retten kunne have lyst til at prøve sagen.
Her skal man så vide, at danske retslokaler er meget dyre steder at opholde sig. Bare i år har Berlingske brugt over en million kroner på at forsvare sig i to ligeledes groteske ophavsretssager (Havfruebilledet og Valmuebilledet)!
Risikoen for pengespild i retssystemet er enorm. Man skal have råd hele vejen til Højesteret. Og ikke engang der kan man være sikker på, at de kan læse eller vægte loven korrekt.
Havde jeg tiden og en million kroner overtog jeg gerne udvidelsen.
Som det er nu, har jeg lavet en permanent, offentlig hyldestinstallation og ser som så mange andre frem til, at medierne skal tackle Artifact og de 1.000 andre meget større og farligere AI-opsummeringstjenester ejet af giganter.
Noter
1. Når man har tilføjet "tissegøj" til alle bylines og malet overskæg på alle politikerne i avisen, må man - ifølge lov om ophavsret - faktisk godt vise den til sin mor eller samlever. Det sker inden for husstanden. Og der rækker Lov om ophavsret ikke og har aldrig gjort det.
2. Det kan blive svært for medierne at klare den teknologiske udvikling. Jeg tror at Mediestøtten skal gentænkes.
3. Der er i Danmark tradition for at chefredaktører og kulturministre bryder lov om ophavsret og at juraprofessorer misforstår teknologien. Og de privatansatte advokater er selvfølgelig komplet uredelige/strategisk blinde.
4. Nej, respektretten er ikke relevant for Unbait.
5. Nej. Man må godt lave en online foto-editor, man må godt lave et online tekstbehandlingsprogram. Man må godt lave online stavekontrol. Man må godt lave Unbait og andre oversættelses-udvidelser. Og ja, jeg må godt sidde og tegne overskæg på billeder, jeg ikke har ophavsretten til online på Adobe Express.
DJ: beskyt dine værker mod AIs nysgerrige øjne
Medlemmer af DJ med deres egne, professionelle hjemmesider, herunder blogs og mindre medier, bør være opmærksomme på den seneste ændring til ophavsretsloven. Fra den 7. juni 2023 er det blevet muligt at høste tekst, fotos og data fra hjemmesider, der ikke aktivt har modsat sig.
hedder det i Nye muligheder for tekst- og datamining på hjemmesider påvirker ophavsretten og værdien af dine værker fra Dansk Journalistforbund.
Artiklen er ikke helt ubrugelig, for den retter i det mindste opmærksomheden mod en ny, vigtig teknologi, som samfundet skal lære at håndtere.
Men. Det er vrøvl at det fra den 7. juni er blevet muligt at høste tekst, fotos, data fra hjemmesider, der ikke aktivt har modsat sig. Det har altid været muligt. Både praktisk og juridisk. Søgemaskinerne har gjort det i snart 30 år.
Snik-snak om kommerciellle tjenester overser behændigt, at det ofte er akademiske, open source projekter, der høster.
At proppe noget menneskelæsbar afværgelsesprosa på siden er teknisk set og ret sikkert også praktisk/juridisk set ubrugeligt. Man kan lige så godt hænge hvidløgsranker op for at undgå vampyrer eller tage åndeskjorte på for ikke at såres af den hvide mands ildstave.
Der kommer sikkert en løsning i retning af robots.txt (diskussion) eller Open Graph - men indtil da er det upraktiske råd fra folk der med vilje formulerer sig ukorrekt og uldent.
Et praktisk eksempel
Skriv en hjemmeside med dette indhold
"TomraBomra var en rød dværg, der boede i en kummefryser i FoxyMetoxy-skoven. Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Steven Snedker forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.”
Spørg så, efter x antal måneder, en eller andet tekst- eller billede-AI-tjeneste om TomraBomra.
Hvis output svarer til dit originale værk ovenfor (med den DJ-anbefalede afværgetekst):
1) læg sag an.
2) Se om DJ vil bekoste turen gennem retsinstanserne (endsige blande sig det mindste).
Det forekommer mig ekstremt usandsynligt.
DJ (establishment) mod Fattig-Jensen (anti-establishment) fungerer i virkeligheden. Sagsanlæg mod små fisk er noget, DJ kan håndtere.
DJ (establishment) mod tech gigant (også establishment, dybere lommer) duer ikke. Dig alene mod tech gigant? Glem det.
Og husk nu: chefredaktører, advokater, kulturminstre og jurister i større organisationer har ofte utrolig svært ved at forstå, følge eller beskrive ophavsret. 7. juni 2023 (slip for AI scraping - undtagen i virkeligheden) er ikke forskellig fra 7. juni 2021 (slip for forhåndsviste links - Ups!).
Jeg kunne skrive et brev til kulturudvalget eller til DJ. Men jeg har pt. for travlt med at lave AI-forbedrede hjemmesider og hussalg.
[Opdatering 07.08.2023]
"Der kommer sikkert en løsning i retning af robots.txt[....]"
Ja, det gjorde der. Prop dette i robots.txt
User-agent: GPTBot
Disallow: /
Så læser ChatGPT ikke længere med på ens sider. Til forskel for de dansksprogede juridiske besværgerlser, virker denne løsning.
Kommer der så et generelt AI skjold? Formentlig. Med tiden.
Google har lavet en postliste hvorpå interesserede diskuterer AI og robots.txt.
Microsoft og de tusinde andre AI-bot ejere? De akademiske open source-projekter? Tjaa. Nogle af dem. Ved lejlighed.
[Opdatering 17.08.2023]
Afværgeteksten hjalp ikke! BingBot har (selvfølgelig) slubret, slugt og dataminet Internetforbrugeren nådesløst og kan nu fortælle om TomraBomra:
TomraBomra er en fiktiv karakter, som Steven Snedker har opfundet til sin hjemmeside. Han bruger TomraBomra som et eksempel på, hvordan man kan beskytte sine værker mod AI's nysgerrige øjne. Han foreslår, at man skriver en tekst, der forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4. Han mener dog, at det er upraktisk og ubrugeligt at gøre det, og at man lige så godt kan hænge hvidløgsranker op for at undgå vampyrer. Du kan læse mere om hans synspunkter på [DJ: beskyt dine værker mod AIs nysgerrige øjne] [....]
Ikke bare det. Bing har også malet et nydeligt portræt af TomraBomra.
Du kan se det hele længere nede.
Så nu har jeg teoretisk set mulighederne for at
1) lægge sag an.
2) Se om DJ vil bekoste turen gennem retsinstanserne (endsige blande sig det mindste).
Men. Nej. Det ville selvfølgelig være spild af tid. Ingen tror alvorligt på afværgetekster. Det er de tekniske løsninger, der virker.
Og sådan en har jeg også lavet: Beskyt dit medie mod ChatGPT: vi byggede et velfungerende ChatGPT-skjold.
AI-oversvømmelse på Instagram
Instagram er meget "Big tits, big bum, big luxury". Hvad der sker, når der kommer en syntetisk flodbølge af AI-genereret "Big tits, big bum, big luxury"?
Eksempel:
FMC-models er storbarmede, storsmilende AI-kvinder i luksuøse omgivelser.
Det rører ikke de oppurtunistiske mænd, at det hele er syntetisk. De forsøger stadig at charmere sig ind.
FMC models er formentlig noget med at nogle fupmagere skal tørre ensomme, ukvikke mænd for penge.
Men Instagram er jo som helhed noget med at alle skal viftes om næsen med "Big tits, big bum, big luxury" og tørres for penge.
Hvad vil AI-revolutionen gøre ved Instagrams og Instagrammernes økonomi? Vi går fra 55.000 store bryster til 55.000.000 store bryster.
Hvorfor køber folk mærkevarer?
Fordi det er en let vej til personlighed og status (blandt andre vege typer). Fortrinlig artikel om hvorfor folk køber statusdragt.
Statusjagt via tøj kan jeg altså nogenlunde sætte mig ind i.
Men statusjagt via boliger er noget sværere. Her bruger folk langt, langt større mængder af deres livstidsindkomst/livstimer på at købe status i stedet for nytte.
Statusjagt via biler er også lidt uforståeligt land for mig. Om der står Audi, VW eller Skoda på den stationcar der skal køre fejlfrit fra A til B med stor last er hip som hap for mig. Men folk er villige til at betale 100.000 kroner ekstra for hver udskiftning af kølerlogo.
Spadsereture uden spænding
Atlasmag gør sig i genren Ture i Kongeriget uden spændiing.
Jeg har indtil videre fundet
- Fremtidens solcenter - 300 km på tværs af Danmark. Fra København til Vesterhavet.
- Jeg har set alle Bilkaer, så du ikke behøver at gøre det - Hastebesøg i alle landets Bilkaer.
Men der må være flere.
Hekseprocesserne mod J. K. Rowling
I 1990'erne var nogle af de højreorienterede kristne efter Rowling fordi Harry Potter foregår på en trolddomsskole og trolddom er forbudt.
Senere er det nogle af de venstreorienterede transseksuelle og troende, der er efter hende fordi hun taler kvinders sag og transseksuelles sag på sin egen måde.
Hekseprocesserne mod J. K. Rowling er en meget fascinerende serie. Man vil undres over hvor få voksne, der er til stede og hvor ivrige folk er for at fælleshade den stakkels kvinde (og hvilke krumspring de gør for at retfærdiggøre tølperagtig adfærd).
Det er også en rørende serie. Rowling første 30 år på jorden var ikke lette og hendes arge kritikere begynder at græde, når de taler om hende.
Tilrettelægger og interviewer Megan Phelps-Roper (en kvinde født ind i et miljø med fast forfølgelse af anderledestænkende som kerne) er en fortrinlig journalist og prægtige Helen Lewis giver også sit besyv med i ny og næ.
Nu hvor hekseprocessen mod Brian Mørk vistnok mestendels er afblæst, burde umodne voksne virkelig se om de ikke kunne omgås opviglende sociale- og gammelmedier på en mere moden måde.
Nybrud: folk på Twitter forsøger sig med hæderlighed
Charlotte shitstormede mod Brian. Smagte selv lidt senere shitstorm. Valgte at undskylde for sin del af den latterlige og overflødige heksejagt på Brian.
Fortrinlig artikel om voksne mennesker, der langsomt lærer at styre deres følelser.
Artiklen komme ikke ind på hvordan rædderlige gammelmedier også holder liv i og puster til shitstorme. Det må være et emne til en senere lejlighed.
Her er det et smukt menneskeligt drama med cirka to aktører. En rigtig god artikel.
Videre læsning
Kjell Höglunds HÄXPROCESS fortæller meget præcist hvad der foregår på sociale medier og hvad sociale medier er optimeret til.
Citathistorier uden links er en ussel standard
Sjællandske har skrevet en fortrinlig historie Sag om ulovlige gaver opdaget nærmest ved et tilfælde.
Den ender som en citathistorie på Berlingske uden link til kilden.
Det er noget skidt for Sjællandske. Berlingske suger læsere og giver nærmest intet igen.
Som link-aktivist gennem årtier er det forstemmende at se. Det er mikroskopisk opgave og en minimal positiv gestus at linke til sine kilder. Men så utrolig få gør det.
Dårlig citatskik efter aftale!
Men det sker faktisk efter aftale.
Sjællandskes nyhed ryger til Ritzau, der kopierer opsummeringen videre til andre medier. Ingen linker og alle synes tilsyneladende, at det er ok.
Måske man skulle gå linen ud?
Start AI-maskinerne!
GPT har kunnet opsummere tekst for os i 2-3 år. ChatGPT har kunne opsummere tekst i 6 måneder.
Google, Microsoft, Berlingske, du kunne på meget kort tid lave en snyltetjeneste (nyhedsoverblikket.dk er et godt navn, men pt. taget) der slubrede alle mediers nyheder op, opsummerede dem (som en komiker, børnehavepædagog eller 10 andre smagsvarianter) og på intet tidspunkt linkede til kilden/kilderne.
Overblikket kunne plastres til med bannerannoncer.
Maskinerne arbejder 24 timer i døgnet. Google, Microsoft, Berlingske, du tjener penge 24 timer i døgnet uden at løfte en finger eller føje meget af værdi til verden.
Men sætter Google, Microsoft, Berlingske, du i gang håber jeg altså at I i det mindste vil linke til kilden. Ligesom de eksisterende nyhedsoverblik Herald og Wallnot.
Loop Daddy Improvised live from Harlem, NYC
Marc Rebillet er en gigantisk fornøjelse. Gennemmusikalsk. En stor funk-mester og soul-sanger. Dertil morsom og sympatisk. Værd at høre.
Van Morrison i København 2023
Meget kort koncertanmeldelse af Van Morrison i Falconersalen 22. maj 2023.
Van Morrison marcherede ind på scenen, heftigt blæsende i mundharmonikaen og salen eksploderede i klapsalver og hurraråb. Herefter blev der med vanlig nådesløshed kørt 20-30 sange af på 90 minutter, hvorefter Van forsvandt ud mens bandet spillede os hjem.
Van er 77½ og synger/bræger/råber/brummer/nynner stadig helt fantastisk. Salen begejstredes også voldsomt over første friske og heftige saxofon-solo fra mesteren.
Resten af bandet spillede selvfølgelig også forrygende. Der var kun simple skiffle-sange (det var ingen tur i kirke). Men alle morede sig og det lød fortryllende.
Berlingske brugte 1 mio kr. på at vinde sag om ophavsret. Kan du?
Berlingske har vundet retten til - ved i hvert fald én lejlighed - at refere til Den lille havfrue i en satiretegning.
Fuldt fortjent, efter min mening.
Skulptør Edvard Eriksens arvinger skal ifølge dagens dom betale i alt 1.028.345 kroner i sagsomkostninger til Tom Jensen og Berlingske. 705.205 af dem er for udgifter, som Tom Jensen og Berlingske har betalt i forbindelse med landsrettens dom, mens de sidste 323.140 kroner er for sagsomkostninger i alle tre retsinstanser, som sagen nu har været igennem.
Sidste gang Berlingske blev angrebet af en ophavsretsrytter blev kravet mod dem på 100.000 kr. vekslet til en udgift på 35.000 kroner.
I denne sag er et krav om 337.500 kroner blevet vekslet til en samlet udgift et godt stykke over 1 million kroner.
De danske domstole er et meget dyrt sted at diskutere sit yndlingsemne.
Fine biler bruger synthesizer til at sige "øhn øhn"
Porsche går meget op i at deres el- OG benzin-modeller lyder seje og moderne. Så de bruger lang tid på lyddesign og har også eksempler i deres reklamevideoer.
Nogle mener at den syntetiske udgave ikke er som den ægte/gammeldaws vare. Men kunstig lyd til biler er et område i vækst.
Selv er jeg en stor fortaler for at modde og emulere.
Og så er jeg selvfølgelig helt overbevist om at el-biler er benzin-biler overlegne på omtrent alle punkter.
Det kunne i øvrigt være interessant om lydpakker til biler fordelte sig i triviallyd og skønlyd.
Sider
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.