Officer og spion (2019)

La belle époque var ikke lutter lagkage. Dreyfus-affæren, der sendte en uskyldig jødisk officer til Djævleøen for landsforræderi, kastede en mørk skygge over den samtidige kulturelle og tekniske opblomstring i Frankrig og afslørede en sump af korruption og uduelighed langt ind i militærets og regeringens rækker. Historien er filmatiseret talrige gange, første gang allerede i 1894-99, da pioneren Georges Méliès (Ham med “Rejsen til månen” fra 1902) lavede en række korte dokumentarfilm om sagens forløb (og i øvrigt også skrev historie ved at være den første filmskaber, som blev underkastet censur). Nævnes bør også “The Life of Emile Zola” med Paul Muni (1937) og tv-filmen “Prisoner of Honor” fra 1991, hvor rollen som den pligttro oberst Picquart, der sammen med Emile Zola får sagen taget op igen, spilles af Richard Dreyfuss. I den nye film, som er instrueret af den 86-årige Roman Polanski, portrætteres Picquart af Jean Dujardin, kendt fra hovedrollen i “The Artist”. Det er en flot produceret og velfortalt historie, der giver sig rigtig god tid, men aldrig bliver kedelig. Filmen vandt tre Césars (for instruktion, manuskript og kostumer), hvilket skabte stor ballade, fordi Polanski har en gammel amerikansk pædofili-tiltale hængende over hovedet. Uanset hvad er filmen dog absolut seværdig for yndere af historiske dramaer og epokefilm. Uden at drage nogen konkret sammenligning vil jeg lige nævne, at atmosfæren i det stringente franske militærmiljø fik mig til at mindes Kubricks mesterværk “Paths of Glory”, som jeg nu har lovet mig selv at gense.